Sydbank: Stærkt pund på kort sigt - faldende på langt
Det britiske pund vil på kort sigt blive yderligere styrket, men derefter vil fundamental-økonomiske forhold betyde, at pundet vil falde tilbage. Det forudser Sydbank i en ny udgave af Valutaudsigten.
Banken venter således, at pundet vil være faldet tilbage til 956,00 kr. pr. 100 GBP om et år mod det nuværende niveau på 993,00 kr. pr. 100 GBP.
I år ventes det britiske handelsunderskud at blive på 14 mia. GBP, hvilket er godt 2 mia. mere end i 1995. Til næste år ventes underskuddet at stige til 17 mia. GBP. Dennne udvikling vil betyde en forværring af betalingsbalancen, som i 1996 vil udvise et underskud på 2 mia. GBP stigende til 7 mia. GBP i 1997.
Derudover vil inflation stige betydeligt til næsten 4 pct. i 1998, og der vil komme politisk usikkerhed op til det næste parlamentsvalg.
Det er de faktorer, der kan svække pundet, anfører Sydbank.