Sygeplejerskernes strejkekasse er tom
Dansk Sygeplejeråd (DSR) bliver nu nødt til at låne penge for at betale understøttelse til de strejkende sygeplejersker. Der er nemlig ikke flere penge tilbage i forbundets strejkekasse, skriver Information.
Regnestykket er enkelt:
Da konflikten startede den 16. april, var der 700 mio. kroner i kassen. Konflikten koster omkring 14 millioner kroner om dagen i lønkompensation til sygeplejerskerne. Indtil nu har de strejket i 49 dage. Så sygeplejerskerne har altså brugt omkring 686 millioner kroner under strejken.
Et lignende regnestykke blev bragt i DSR's officielle medlemsblad, Sygeplejersken, i fredags.
Her fremgår det, at konflikten vil have kostet ca. 658 millioner kroner, hvis den slutter den 2. juni. Hvis den først slutter den 9. juni, er omkostningerne ifølge Sygeplejersken 756 millioner kroner.