Råvarer: Oliepriserne stiger fra det laveste niveau i to uger

Udgivet den 17-10-2024  |  kl. 07:31  |  

Oliepriserne stiger torsdag fra det laveste niveau i to uger, idet investorerne holder øje med udviklingen i Mellemøsten og Kinas stimuleringsplaner. Hertil afventes offentliggørelsen af de officielle amerikanske olielagerdata.

Det skriver Reuters.

En tønde af den europæiske referenceolie, Brent, koster torsdag morgen 74,44 dollar mod 74,03 dollar onsdag eftermiddag. Den amerikanske WTI-olie handles samtidig i 70,62 dollar mod 70,28 dollar onsdag eftermiddag.

Begge benchmarks er siden ugens start faldet med 6-7 pct., efter at Organisationen af Olieeksporterende Lande, Opec, og Det Internationale Energiagentur, IEA, nedjusterede efterspørgselsprognoserne for 2024 og 2025. Samtidig er priserne faldet i takt med, at risikopræmierne er blevet mindre, og frygten for et israelsk gengældelsesangreb er aftaget, om end der stadig er usikkerhed om konflikten i Mellemøsten.

Investorerne venter også på uddybende detaljer fra Beijing om de brede planer, der blev offentliggjort den 12. oktober for at genoplive landets skrantende økonomi.

Lagrene af råolie og brændstof i USA faldt mod forventning i sidste uge, fortæller markedskilder, der citerer tal fra American Petroleum Institute. Kilderne fortæller til Reuters, at råolielagrene faldt med 1,58 mio. tønder i ugen, der sluttede den 11. oktober. I samme periode faldt benzinlagrene med 5,93 mio. tønder, og lagrene af destillater faldt med 2,67 mio. tønder.

Senere torsdag vil EIA offentliggøre sine data for de amerikanske olielagre.

På det øvrige råvaremarked koster en troy ounce guld torsdag morgen 2679,25 dollar mod 2672,08 dollar onsdag eftermiddag.

.\\˙ MarketWire

Oliver Ankjær Christiansen

Tags:  Natural Resources❯