Tag flere kreditkort med på rejsen

Udgivet den 19-03-2008  |  kl. 08:38  |  

Man kan aldrig gardere sig mod svindel. Derfor er det en god idé at have både MasterCard og Visa/Dankort, med, når man rejser, mener PBS og bankerne.

Det skriver Berlingske.

De fleste danskere, der har prøvet at stå med et spærret betalingskort i udlandet, kan skrive under på, at det ikke er en sjov oplevelse. Danske Banks pressechef, Jonas Torp, fortæller, at banken i nogle tilfælde har oplevet kunder, der har manglet penge på udlandsrejsen, fordi kortet er blevet spærret.

- Så må vi løse problemet på anden vis, men det er ikke noget, der sker ofte. Under alle omstændigheder er det mest oplagte råd at tage mere end ét kort med på udlandsrejsen, siger han.

Jonas Torp understreger samtidig, at man ikke behøver at frygte for økonomisk ruin, hvis kreditkortet er blevet lænset. Bankerne skal nemlig dække alle tab ved svindel med kreditkort.

/csh

Udgivet af: NPinvestordk