TDC bekræfter: Konsortium vil købe selskabet for over 40 mia. kr.
TDC har modtaget et købstilbud på hele selskabet af et konsortium bestående af ATP, PKA, PFA og australske Macquarie, der byder 50,25 kr. per aktie, hvilket udgør en samlet købspris på omkring 40,4 mia. kr.
Det oplyser TDC i en meddelelse til fondsbørsen.
TDC's bestyrelse anbefaler aktionærerne at sige ja tak til tilbuddet.
- Tilbuddet vil være betinget af, at tilbudsgiver opnår accept eller på anden måde erhverver aktier (eksklusive egne aktier) for mere end totredjedele af aktiekapitalen og stemmerettighederne i TDC og er samtidig betinget af, at den betingede fusionsaftale mellem TDC og Modern Times Group MTG AB ikke godkendes af TDC.
- Endvidere vil tilbuddet indeholde en række sædvanlige betingelser, herunder fusionsgodkendelse og myndighedsgodkendelser, og at TDC har udøvet sine aktiviteter på sædvanlig vis, fremgår det af meddelelsen, der er offentliggjort mandag eftermiddag.
TDC-aktien stiger efter meddelelsen 12,5 pct. til 49,07 kr.
/ritzau/FINANS
Tags: Shares❯