TDC frikendt i sag om prissætning af produkt

Udgivet den 13-02-2006  |  kl. 12:44  |  

TDC blev som ventet frikendt for at udøve margin squeeze, da Konkurrenceankenævnet i dag offentliggjorde sin afgørelse i en sag, som startede i marts 2002 med en klage fra Song Networks. Ankenævnet omgør dermed en afgørelse fra Konkurrencerådet fra den 28. april 2004.

Klagepunktet handlede om TDC's prissætning af erhvervsproduktet Plusnet Mobil. Ifølge Konkurrencerådet var spændet mellem TDC's engros- og slutbrugerpriser ikke stort nok til, at TDC's konkurrenter kunne opnå en rimelig fortjeneste. Det er det, Konkurrenceankenævnet nu har afvist.

- Vi har hele tiden ment, at Konkurrencerådets afgørelse var uden grundlag i dansk og international konkurrenceret. Derfor er vi meget tilfredse med Konkurrenceankenævnets klare afgørelse, siger TDC's chefjurist, vicedirektør Gitte Forsberg.

Et andet separat punkt i sagen handlede om de rabatter, TDC giver til service providere, der benytter TDC Mobils net. Ifølge Konkurrenceankenævnet er der i lyset af TDC Mobils styrke på markedet for stor forskel på de rabatter, TDC giver til små og store service providere.

- Vi nærlæser nu afgørelsens præmisser på dette punkt. En mulighed er, at vi tager en dialog med Konkurrencestyrelsen for at få afklaret, hvordan vi kan strikke et tilfredsstillende rabatsystem sammen, men principielt har vi også mulighed for at lade domstolene se på spørgsmålet, siger Gitte Forsberg.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder