TDC har købt 33 pct af Song - byder 82,50 SEK for resten (opd.)
TDC har via bindende købsaftaler med en række større aktionærer købt 33 pct. af aktierne i Song Networks Holding AB og har fremsat tilbud om at købe de resterende aktier i selskabet til 82,50 SEK per aktie, svarende til en samlet pris for Song Networks på 3,9 mia. kr. (4,8 mia. SEK).
TDC fremsatte 14. september et købstilbud på Song Networks på 70 SEK per aktie eller aktier i TDC til en tilsvarende værdi, svarende til en samlet pris på 3,3 mia. SEK. TDCs opkøb og forhøjelse af købstilbuddet kommer, efter at Tele2 AB i sidste uge bød 75 SEK per aktie.
- Vi er glade for allerede nu at have erhvervet 33 pct. af aktierne i Song på vores vej mod at opnå kontrol med selskabet. Vi har forhøjet vores oprindelige tilbud, fordi vi er overbeviste om, at der er tale om en god og strategisk rigtig investering, siger Henning Dyremose, TDCs adm. direktør og koncernchef.
Såfremt købstilbuddet accepteres, vil TDC kunne kombinere operationerne i TDC Totalløsninger og Song Networks i videst muligt omfang med henblik på at skabe en betydende,
infrastrukturbaseret leverandør af kommunikationsløsninger til det nordiske erhvervsmarked.
TDC påregner at opnå løbende årlige omkostningssynergier, der estimeret beløber sig til ca. 250 mio. SEK (0,2 mia. kr.), når Song Networks og TDC er fuldt integreret.
TDC udvider Købstilbuddet til også at gælde ejere af Song Networks' præferenceaktier og, på visse betingelser, konvertible obligationer.
Tilbagekaldelsen af det første købstilbud og afgivelsen af Det Nye Købstilbud betyder, at TDC ikke længere tilbyder betaling i form af TDC-aktier. Det Nye Købstilbud gælder ikke i USA og visse andre lande.
Det Nye Købstilbud repræsenterer en overkurs på 3,1 pct. i forhold til den sidste købskurs på Song Networks' ordinære aktier på den sidste børsdag forud for offentliggørelsen af Det Nye Købstilbud. Kursen var i går på 80,00 SEK.
Song Networks er en svensk baseret leverandør af primært IP-baserede tale- og datatjenester med eget net i Danmark, Sverige, Norge og Finland. Song Networks har 14.300 erhvervskunder i Norden, 850 ansatte og havde en omsætning i 2003 på 1,9 mia. kr.
Af Jean M. Dühring, jean@netposten.dk