TDC/CFO: Jule-krig varer til langt efter påske i Privat - GENT

Udgivet den 06-05-2014  |  kl. 09:30  |  
TDC - skilt

TDCs privatforretning oplever fortsat en markant priskrig, specielt i den helt billige ende af mobilmarkedet. Slagtilbuddene op til jul har ikke opdaget, at højtiden for længst er lagt bag os og sætter stadig deres præg på priserne.

Det fortæller finansdirektør hos TDC Pernille Erenbjerg til Ritzau Finans.

Omsætningen i Privat-divisionen gik tilbage til 2966 mio. kr. fra 3128 mio. kr. år til år i første kvartal, hvor også driftsresultatet, EBITDA, satte sig en smule. Samtidig er antallet af kunder, RGUer, faldet til 2.029.000 fra 2.134.000 år til år fraregnet taletidskort.

- Prispresset er meget massivt på især det danske marked. Ved helåret sagde vi, at vi var kede af, at julekampagnerne ligesom ikke var taget af i årets første måneder. Vi håbede, at de ville forsvinde i første kvartal, men vi må bare konstatere, at det er de ikke. Så det er et mere intenst mobilmarked, end vi havde forventet, siger Pernille Erenbjerg og fortsætter:

- Men vi synes faktisk, at det gør mindre ondt på vores tal, end man egentlig kunne have frygtet, når man ser, hvad der foregår.

Det er specielt i den billige ende af markedet, at der er gang i priskrigen. Kampen om de kunder, der køber pakker i billige brands som Telmore, Oister og Call Me til 99 eller 129 kr. er benhård. TDC Privat kan krigen til trods notere en ARPU, Average Revenue Per User, på 116 kr. i første kvartal mod 115 kr. i fjerde kvartal 2013.

- Det gør ondt på vores billige brands. Til gengæld har vi været gode til i TDC-brandet at tilbyde noget andet end lav pris. Vores bundlede løsninger (Kunder med mere end et produkt red.) er lykkedes rigtigt godt, siger Pernille Erenbjerg.

Telekoncernen kan da også bryste sig af, at antallet af såkaldte "high ARPU households", husholdninger, der lægger mere end 600 kr. i TDCs kasse i måneden, er steget med 7 pct. kvartal til kvartal.

- Det holder hånden under TDC-brandet som er der, hvor vi tjener de fleste af vores penge, siger direktøren og fortsætter:

- Priskrigen i den lave ende af markedet kan selvfølgeligt godt migrere til den dyrere del af markedet, og går det også i et vist omfang, og det er vi meget opmærksomme på. Tit vil vi dog vælge en strategi, hvor vi giver kunderne mere for pengene i stedet for bevidstløst at gå ind i en priskonkurrence.

Det kan man dog ikke gøre i samme omfang i de billigere brands, der bliver nødt til at drage sværdet i forhold til konkurrenterne.

- Vi prøver at gå til priskrigen på en anden måde, men kigger man på Telmore og Fullrate, så har de bestemt blandet sig i priskrigen. Vi skal ikke være prisførende, men når vi har et erklæret discount-brand som Fullrate, så skal de også følge med på prisen. Men vi prøver at spille på flere tangenter, siger Pernille Erenbjerg.

/ritzau/FINANS

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

16:53 Tysk ejendomsselskab på himmelflugt efter forbedret aftale fra moderselskab
15:58 Bavarians koppe- og mpoxvaccine bliver godkendt af EMA til unge
15:53 USA/åbning: Indeks sendes i rekord efter stor rentelettelse løfter risikolyst
15:51 Rentenedsættelser giver udsigt til øget potentiale for S&P 500-indekset spår BMO
15:44 Rockwools finansdirektør sælger aktier for 1,8 mio. kr.
15:08 Tyskland vil foretrække en børsnotering af forsyningsselskabet Uniper
14:54 Svenske SEB's finansdirektør træder tilbage
14:35 Amerikansk aktivitetsindeks overrasker positivt
14:33 USA: Færre nytilmeldte ledige end ventet
14:27 USA/tendens: Amerikanere byder op til aktiefest efter bekymringer er ryddet af vejen
14:12 Factset går grøn dag i møde efter opløftende regnskab
13:57 Mobileye indikeres 9 pct. højere efter Intel afviser salg af aktieandel
13:33 Europa/aktier: Amerikansk rentelettelse giver aktieoptur og sender tysk indeks i rekord
13:30 Bank of England holder som ventet renten i ro - pundet når højeste niveau i over to år
13:02 ALK ser stort potentiale i markedet for peanutallergi
11:46 Obligationer/middag: Let stigende rente efter stor amerikansk rentelettelse
11:39 Aktier/middag: Novo blandt højdespringerne i grønt C25 efter stor rentesænkning i USA
11:23 Apple har udsigt til advarsel fra EU for tætlukket styresystem
11:19 Rater på containerfragt falder igen - ni uger med fald på stribe
10:55 Norges Bank holder renten i ro og signalerer tidligst lempelser i 2025