Telenors driftsindtægter stigende
I første kvartal steg Telenors driftsindtægter eksklusiv engangsindtægter med 1. 821 millioner norske kroner eller 19 procent sammenlignet med samme periode i fjor. Driftsresultatet før af- og nedskrivninger (EBITDA) steg med 27,6 procent til 2.926 millioner norske kroner i perioden, fremgik det tirsdag af selskabets regnskab.
Telenor er samtidig nu den største mobiloperatør i Norden og totalt internationalt har koncernen 9,3 mio. mobilabonnenter.
Telenor vil også i de kommende kvartaler fortsætte med at fokusere på selskabets kernevirksomhed. På den baggrund ventes der en fortsat god vækst i driftsindtægterne.