Tidligere topchef i VW og andre anklaget for bedrageri
Den tyske anklagemyndighed har rejst anklager om groft bedrageri mod den tidligere topchef i Volkswagen Martin Winterkorn og fire andre fra ledelsen.
Anklagerne kommer i forlængelse af dieselsagen, hvor bilgiganten forsøgte at vildlede amerikanske miljømyndigheder.
- De er anklaget for en række kriminelle forhold i forbindelse med en enkelt samlet kriminel handling - især i forbindelse med alvorlige sager om bedrageri, siger anklagemyndigheden.
Anklagemyndigheden henviser også til lovbrud i forbindelse med regler om konkurrence.
Winterkorn har fået en særlig rolle i skandalen, da han fremstod som "garanten" over for myndighederne, da Volkswagen forsikrede myndighederne om, at der ikke blev snydt med dieseludstødningerne.
Det fortsatte, selv om han havde fået kendskab til de ulovlige manipulationer.
Winterkorn måtte gå af som topchef i den tyske bilgigant efter skandalen med snydesoftware. Volkswagen havde udstyret 11 millioner biler med teknik, så bilerne kunne snyde i myndighedernes test.
Dermed fremstod bilerne mere miljøvenlige, end de i virkeligheden var.
Volkswagen indrømmede i efteråret 2015, at snydesoftware var indbygget i millioner af dieselbiler verden over.
Den hemmelige mekanisme gjorde, at bilerne på vejene kunne udsende op til 40 gange så stor en mængde kvælstofilter, som måleudstyr ville vise under en test.
Volkswagen har tidligere betalt milliarder af kroner i bødestraf og som kompensation til dets kunder.
Anklagerne i Braunschweig siger, at Winterkorn kendte til snydesoftwaren den 25. maj 2014 - eller tidligere - selv om han offentligt sagde, at han først fik kendskab til den, da skandalen blev kendt i september 2015.
Anklagemyndigheden siger, at de tiltalte indgik i et løbende bedrageri, som startede i 2006.
Ifølge anklagerne indførte de tiltalte en softwareopdatering for 23 millioner euro i 2014 i et forsøg på at dække over, hvad der virkelig lå til grund for forhøjede dieseludstødninger under almindelig kørsel.
Winterkorn og de andre risikerer fra seks måneders til ti års fængsel for groft bedrageri. Bonusser, som blev givet i forbindelse med svindlen, kan blive beslaglagt. Nogle bonusser var på op til 11 millioner euro.
VW har betalt over 27 milliarder euro (omkring 202 milliarder kroner) i bøder, erstatninger og forlig, i tiden efter at sagen blev afsløret.
To tidligere topledere er fængslet i USA i forbindelse med skandalen.
/ritzau/Reuters
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›