Tilliden i eurozonen styrtdykker: "Virkeligheden overgår fantasien"

Udgivet den 23-04-2020  |  kl. 10:48  |  

PMI-barometeret over indkøbschefernes tillid i euroområdet styrtdykkede i april.

Det samlede PMI-indeks faldt til 13,5 fra 29,7 måneden før. Der var et stejlere fald end ventet blandt analytikerne, som ifølge Bloomberg News ventede 25,0.

Et indeks over 50 indikerer, at flertallet forventer fremgang, mens en aflæsning under 50 indikerer tilbagegang.

Der er ifølge Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank, tale om en "enorm tilbagegang", der er kommet lynhurtigt.

- Vi må med de her tal konstatere, at virkeligheden overgår fantasien. Det er voldsomt og meget værre, end vi i forvejen havde frygtet, skriver han i en kommentar.

Også Sydbank bemærker i en kommentar alvorligheden i torsdagens tillidstal:

- Indeksene falder til niveauer, som vi aldrig har set i de 20 år, hvor man har indsamlet PMI-data, lyder det fra cheføkonom Søren V. Kristensen i en kommentar.

SÆRLIGT SERVICESEKTOREN SKUFFEDE

Særligt indekset for serviceindustrien skuffer i den foreløbige opgørelse for april, hvor det dykker til 11,7 fra 26,4. Der var ifølge Bloomberg News ventet et fald til 22,8.

Lidt bedre så det ud for underindekset for industrisektoren, hvor PMI-indekset opgøres til 33,6 mod 44,5 i marts. Analytikerne ventede et fald til 38,0.

- Hvis der stadig skulle være nogen, der var i tvivl, så slår PMI-indeksene endnu engang fast, at vi er midt i en økonomisk krise af historiske dimensioner.

- Samlet set svarer PMI-indeksene til et kvartalsvist fald i BNP på omkring 7,5 pct., vurderer Søren V. Kristensen.

Jeppe Juul Borre fra Arbejdernes Landsbank peger på, at der skal store politisk indgreb at komme ud af den økonomiske krise.

- Det kræver store politiske handlinger at komme ud af dybet, så på sin vis er dagens ekstreme krisetal veltimede med et EU-topmøde i eftermiddag.

- Tallene i dag og udsigterne for den europæiske økonomi er samtidig forfærdelig læsning for den danske økonomi, lyder det fra cheføkonomen.

Også Sydbanks cheføkonom hæfter sig ved vigtigheden af torsdagens videomøde i EU, der ventes at starte klokken 15 dansk tid:

- Den næste chance for politikerne i EU er dagens videokonference, hvor hjælpepakker og flere midler kan blive diskutere, men vores forhåbninger hertil kan desværre ligge på et meget lille sted, lyder det.

/ritzau/FINANS

Oliver Sønderbye Therp

Tags:  macro❯  Eurozonen❯ 

Relaterede nyheder