Tirsdagens aktier: Putin sikrede ny fremgang
Præsident Putins forsikringer om, at Rusland ikke er ude efter at hapse flere dele af Ukraine til sig, gav genlyd i markederne tirsdag. Aktierne som helhed og Carlsberg i særdeleshed gik fra minus til plus, da Putin talte for det russiske parlament og kom med sit løfte.
Med udtalelserne er der umiddelbart kommet mere ro om situationen på Krim, omend Putin fortsat udtalte sig kritisk om Ukraines nye lederskab, og sent ud på eftermiddagen vidnede forlydender om skududveksling i halvøens hovedby, Simferopol, om fortsatte spændinger.
Facit for dagen blev en stigning på 1,0 pct. til C20 Cap-indekset, som dermed fortsatte mandagens pæne fremgang og nåede et slutniveau på 741,46.
Topscoreren blev Danske Bank, der holdt sin årlige generalforsamling tirsdag eftermiddag, og slap bedst ud af dagen blandt eliteaktierne med en stigning på 2,2 pct. til 145,70. På forsamlingen blev ledelsen udsat for kritik fra store som små aktionærer, mens bestyrelsesformand Ole Andersen erklærede sig forsigtig optimistisk med hensyn til bankens resultater i 2014.
Med i toppen var også Carlsberg, der ellers startede dagen i C20s bund, men blev løftet gevaldigt af Putins tale. Bryggeriet, som er stærkt afhængig af det russiske marked og også har store aktiviteter i Ukraine, sluttede dagen 1,4 pct. højere i 537 kr.
Topdanmark landede en stigning på 1,2 pct. til 154,90 kr., efter at Barclays har løftet sin anbefaling af både Topdanmark og konkurrenten Tryg til "ligevægt" fra tidligere "undervægt". Tryg kom også pænt igennem dagen med et løft på 1,3 pct. til 525 kr.
I bunden af indekset var William Demant lidt presset, efter at finanshuset Sanford C. Bernstein har sænket kursmålet til 385 kr. fra 410 kr. Anbefalingen er stadig "underperform". William Demant-aktien faldt 0,1 pct. til 468,20 kr. Værst farede Vestas med et dyk på 0,6 pct. til 196,70 kr.
Royal Unibrew har besluttet at restrukturere sit finske opkøb, Hartwall. Det betyder omkostninger på 50 mio. kr. i år, så forventningerne nu lyder på et EBITDA-resultat på 965-1015 mio. kr. mod tidligere ventet lidt højere end de 1015 mio. kr., som bryggeriet tjente proforma i 2013.
Hos Sydbank var analytiker Morten Imsgard ikke overrasket over restruktureringernes omfang, og mens investorerne ikke var helt tilfredse. Royal Unibrews aktie satte sig 0,6 pct. til 850 kr.
It-selskabet Columbus afleverede et årsregnskab med de bedste resultater nogensinde, og det gav en kursstigning på 6,6 pct. til 4,20 kr. - det højeste niveau siden 2008.
Ukraine ventes fortsat at være i markedets fokus resten af ugen, men onsdag aften vil resultatet af den amerikanske centralbanks rentemøde givetvis fylde endnu mere. Centralbankchef Janet Yellen ventes at skære endnu 10 mia. dollar af bankens månedlige støtteopkøb.
/ritzau/FINANS
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk