Tirsdagens aktier: Revanche til Novo begrænsede C25-fald

Udgivet den 19-11-2024  |  kl. 17:09  |  
Rockwool

En genrejsning til Novo Nordisk var tirsdag med til at begrænset faldet på et krigsbekymret dansk aktiemarked.

- Der er lidt pres hele vejen rundt. Om det så er fordi, at ukrainerne har brugt nogle af de langtrækkende raketter derovre, eller det er bare nervøsitet, der er sneget sig langsomt ind i markedet de seneste par dage. Det er svært at sige. Men i hvert fald er der langt mellem køberne i dag igen, udtaler chefhandler Mads Zink fra Danske Bank til MarketWire.

Manglen på købere medførte at C25-indekset sluttede tirsdagen med et marginalt fald på 0,04 pct. i 1807,57. Dermed blev nedturen begrænset fra et minus på 1,0 pct. ved middagstid.

Bekymringerne for en eskalering af konflikten mellem Rusland og Ukraine blev øget tirsdag formiddag, efter at Bloomberg News berettede, at den russiske præsident, Vladimir Putin, havde underskrevet en ny atomdoktrin, som giver mulighed for modsvar med atomvåben på "aggression" fra stater uden atomvåben, som er støttet af andre atommagter.

Handlerne kigger i denne uge frem mod regnskabet for tredje kvartal fra den amerikanske chipkæmpe Nvidia, der ofte har potentiale til at flytte markedet. Regnskabet offentliggøres onsdag efter amerikansk børslukketid.

REVANCHE TIL NOVO NORDISK

Blandt tirsdagens positive bekendtskab var Novo Nordisk, der steg med 2,7 pct. til 725 kr.

Dermed fik medicinalaktien lidt genrejsning efter fald på samlet set godt 6 pct. de foregående to handelsdage, efter at Donald Trump torsdag aften pegede på vaccinekritiske Robert F. Kennedy Jr. som den næste sundhedsminister i landet.

Tirsdag meddelte Novo i øvrigt, at Dave Moore, som fra årsskiftet bliver chef for medicinalkoncernens nordamerikanske forretning, har købt aktier i selskabet for 1,8 mio. kr.

DEMANT OG GN FIK NYT FRA SCHWEIZISK RIVAL

Blandt enkeltaktierne kunne Demant og GN skæve til Schweiz, hvor rivalen Sonova, der regnes som verdens største høreapparatproducent, leverede en skuffende indtjening i sit forskudte halvårsregnskab.

Ved dansk lukketid lå Sonova-aktien med et fald på 4,7 pct.

Herhjemme gik det ikke helt så slemt for Demant, der faldt 0,2 pct. til 264,80 kr. og GN, som tabte 0,5 pct. til 130,75 kr.

Danske Banks chefhandler vurderer heller ikke, at regnskabet kan tolkes positivt for de to danske høreapparatkoncerner.

- Det tyder på, at det er en branche, der stadig er hård konkurrence i. Og høreapparatmarkedet har været præget af hård konkurrence igennem den seneste tid. Og det vil den nok også fortsætte med at være, siger Mads Zink, der også pointerer, at det ikke var overraskende.

ROCKWOOL FIK SÆNKET ANBEFALING FORUD FOR REGNSKAB

Rockwool var med et fald på 4,3 pct. til 2956 kr. i modvind tirsdag, efter at Jyske Bank forud for næste uges regnskab sænkede sin anbefaling for isoleringsaktien til "hold" fra "køb".

Jyske Bank vælger at tage gevinst forud for regnskabet, da det pointeres, at aktien er steget 60 pct. siden nytår og er fordoblet siden oktober sidste år.

Helt i den tunge ende lå også ISS med et fald på 3,7 pct. til 128,70 kr., hvilket Mads Zink umiddelbart ikke kunne finde nogen nyhed til at forklare.

Serviceaktien har dog ifølge chefhandleren haft en periode, hvor den har holdt sig oppe, mens resten af markedet er faldet.

Coloplast har fået hævet sin anbefaling til "hold" fra "reducer" af den britiske storbank HSBC, der også har givet kursmålet et løft til 930 kr. fra 710 kr.

Medicoaktien steg 0,4 pct. til 893,20 kr.

Fodboldklubben Silkeborg IF har indgået en aftale om at sælge 80 pct. af aktiekapitalen til Trivela Group for 120 mio. kr. Bliver salget endeligt godkendt, venter der en opjustering af forventningerne forude, oplyste selskabet.

Meldingen faldt i god jord hos investorerne, der handlede aktien 7,3 pct. højere til 34,20 kr.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

06:34 Mindre danske virksomheder kan blive ramt hårdt af Trump-told
06:32 Asien: Investorer åbner ugen i forsigtig men positivt stemning
06:32 Valuta: Forsigtig ugestart med Donald Trump i centrum på amerikansk helligdag
06:32 USA/T-bond: Marginalt renteplus på blodfattig dag på obligationsmarkedet
06:32 USA/lukning: Intel toppede grønne indeks efter opkøbsrygter - bedste uge siden valget
06:30 Kalender med link - mandag den 20. januar
17:49 Europa/lukning: Grønt med danske selskaber i den tunge ende
17:06 Fredagens obligationer: Rentedyk på ugens sidste dag og for hele ugen
17:05 Fredagens aktier: Ørsted gik til tops mens Novo, Mærsk og DSV trak ned
16:00 USA/åbning: Grøn åbning med teknologi i front - Intel stiger på opkøbsrygter
15:52 Novo er ramt af usikkerhed vurderer Sydbank: Prisforhandlinger bør ikke overraske
14:21 USA/tendens: Udsigt til stigninger på mindsket bekymring for renten
13:44 Europa/middag: Grønt Europa trods danske selskaber i den tunge ende
13:33 Novo Nordisk viser vægttab på lidt over 20 pct. med højdosisudgave af Semaglutid
13:21 Vestas udpeger ny chef for Development og henter ny juridisk chef hos FLSmidth
12:24 Obligationer/middag: Renten dykker let frem mod amerikansk industriproduktion - KORR
12:01 Trifork får løftet kursmålet til 105 kr. hos Carnegie
11:51 Obligationer/middag: Renten dykker let frem mod amerikansk industriproduktion
11:40 Aktier/middag: Ørsted vinder på købsanbefaling mens udsigt til våbenhvile sender Mærsk ned
11:34 Mærsk vil kun sejle igennem sikkert Rødt Hav: For tidligt at spekulere i timing