Tirsdagens aviser med Carlsberg, Nilfisk og Nordea

Udgivet den 26-05-2020  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

UDLANDSDANSKERE RISIKERER SKATTESMÆK

Danskere bosat i udlandet risikerer at blive fuldt skattepligtige i Danmark, når de på grund af coronapandemien har opholdt sig i Danmark i 90 dage. Foreningen Danes Worldwide kalder problemet reelt og ønsker ordningen forlænget med 90 dage. (Forside, side 6-7)

CARLSBERG HAR LURET PÅ BRITISK PUBIMPERIUM I FLERE ÅR

Carlsberg har midt i orkanens øje lanceret en offensiv på de britiske øer via et joint venture-selskab med den store britiske øl- og pubkoncern Marston's. Det nye selskab hedder Carlsberg Marston's Brewing Company. Carlsberg lægger 2,2 mia. kr. for en ejerandel på 60 pct. (Side 9)

IVÆRKSÆTTER JAGTER MILLIARDPOTENTIALE MED NYT SPORSTOF

Medtrace mangler knap 140 mio. kr. for at komme hele vejen til markedet med nyt apparat til hjertediagnostik og et kæmpe salgspotentiale. (Side 10)

KRISERAMT TØJKONCERN VIL LUKKE BUTIKKER OG FYRE

PWT Group er gået i rekonstruktion og vil lukke en lang række butikker og fyre 180 medarbejdere. En hård, men absolut nødvendig beslutning, lyder det. (Side 12)

INVESTORER: GÆLD KAN TVINGE NILFISK OG DFDS TIL AKTIESALG

Nilfisk og DFDS kan på grund af gæld blive de næste, der skyder gang i aktiesalget, vurderer flere aktieinvestorer. B&O og NKT har allerede sat gang i salg af nye aktier. (Side 18-19)

BERLINGSKE BUSINESS

GIGANTERS GRØNNE BRÆNDSTOF SKAL SKABE NYT EKSPORTEVENTYR

Lastbiler, skibe og fly vil inden for det næste årti blive forsynet med store mængder flydende grøn brint fra en fabrik ved Avedøre Holme. Det er den ambitiøse plan fra dansk erhvervslivs helt store spillere som Ørsted, Mærsk, DSV, SAS og Københavns Lufthavn (Forside, side 4)

NORDEA KASTER SIG IND I RIVEGILDE OM KRISEPAKKER

Nordea melder sig på banen i den verserende diskussion om en udfasning af hjælpepakkerne. Med baggrund i bankens egne tal for erhvervskunder mener banken at kunne hjælpe med til at udpege brancherne, der kan trækkes ud af hjælpepakkerne. (Side 3)

TVANGSLUKKET FITNESSBRANCHE VIL TABE MILLIONER HVER DAG UDEN FORLÆNGET KRISEPAKKE

Trods hjælpepakker fosser pengene ud af fitnessbranchen. Brancheorganisation advarer om konkurser, hvis ikke hjælpepakkerne forbedres. (Side 8)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

UFAGLÆRTE BLIVER CORONAKRISENS TABERE PÅ DET DANSKE ARBEJDSMARKED

Finanskrisen satte turbo på afviklingen af ufaglærte job - det samme vil coronakrisen gøre, advarer tænketank. Ledige med færrest kompetencer kan få svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet igen. (Forside, side 6-7)

DANISH CROWN FÅR NYT HOVEDKONTOR

Efter tre års forsinkelse realiserer Danish Crown planer om at bygge nyt hovedkontor. Først skal en gammel fabrik ryddes af vejen. (Side 5)

STENRIGE FONDE VIL INVESTERE SIG TIL MERE PÅVIRKNING AF OMVERDENEN

De største fonde i Danmark ser mere og mere efter investeringer, der ikke kun skal give et højt afkast. Impact-investeringer er investeringer med intentionen om målbart at have en positiv social eller miljømæssig indvirkning. (Side 8-9)

VERDENSHANDLEN LIDER HÅRDT UNDER CORONAKRISEN

Kina har opgivet at komme med forventninger til den økonomiske vækst i år som et af flere tegn på, at opsvinget i verdensøkonomien kan have lange udsigter. (Side 12-13)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer