Tirsdagens aviser med Carlsberg, SAS og Pandora

Udgivet den 17-02-2015  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

VIRKSOMHEDER SKÆRPER FOKUS PÅ SIKKERHED

Danske sikkerhedsfirmaer har efter weekendens terrorangreb fået mange henvendelser fra virksomheder og organisationer, der skærper deres fokus på sikkerhed. Virksomheder skal hverken sove tornerosesøvn eller skyde gråspurve med kanoner, og sikkerhedsfirmaer maner til besindighed: "Vi ønsker ikke amerikanske tilstande". (Forside, side 6-7)

PASSAGERDYK TRYKKER SAS OG NORWEGIAN

En stærkt faldende rejseaktivitet blandt flypassagerer i Norge kan ramme SAS og Norwegian. Ingen af dem vil bekræfte, men udviklingen vil fortsætte, siger norsk lufthavnsoperatør. (Side 8)

BYGGEMATADOR ØGER GEVINSTEN

Byggeselskabet Casa nærmer sig milliardomsætning efter rekordår - men indtjeningen er for lille. Casa er vokset med raketfart på toplinjen og offentliggjorde for nylig et nyt rekordregnskab med en omsætning, der nærmer sig den gyldne milliard. Men bundlinjen kan ikke følge med tempoet på toppen, og derfor puster Casa nu ud. (Side 9)

POLARIS ØJNER PROFIT PÅ GIFTIGT BABYSAM-KØB

Syv år efter et alt for dyrt opkøb af Babysam-kæden ser ejerne en chance for at vinde på handlen. Turnaround og fødselstal peger den rigtige vej. (Side 10)

LÆNGERE BETALINGSTIDER PRESSER SMÅ VIRKSOMHEDER

Der er rekord i belåning af fakturaer på grund af mangel på likviditet. De små virksomheder presses af krav om længere kredittider fra storkunder. (Side 11)

RUSLAND TYNGER CARLSBERG-AKTIEN

Bryggerigigantens østeuropæiske forretning kommer til at være helt i centrum, når Carlsberg onsdag præsenterer sit årsregnskab. Især det russiske marked har igennem de seneste år været med til at lægge et massivt pres på Carlsberg. (Side 12)

DSV-TOPCHEF ROSER GRØNT INITIATIV FRA REGERINGEN

En erhvervsrettet indsats for grøn transport og mobilitet er på plads fra regeringen, SF og EL. DSV-topchef er glad, men der skal konkrete forslag på bordet, mener han. (Side 14-15)

KRONEPRES PEPPER FALMET MATAS-AKTIE OP

Presset på kronen og de negative renter sender investorerne på afkastjagt. Det betyder rift om aktier, hvor selskaberne årligt deler ud af rovet til aktionærerne. (Side 20)

BERLINGSKE BUSINESS

BANKER VIL HELST LÅNE UD TIL EGNE SKRANTENDE LANDBRUG

Banker afviser at finansiere landmænds køb af sunde landbrug, fordi de hellere vil have landmændene til at købe de landbrug, som banken i forvejen har penge i klemme i. Bankerne strækker sig længere, når det er deres egne landmænd, siger Finanstilsynet. (Forside, side 4-5)

ØKONOMER: LAVERE TOPSKAT BETALER SIG SELV

Et stort flertal af danske økonomer ser en lavere topskat som en god vej for dansk økonomi, hvis der skal skabes flere job herhjemme. Det er selve satsen på 15 procent, der er bedst at sænke frem for at øge grænsen for, hvornår topskatten sætter ind. (Side 6-7)

DONG BYDER PÅ STOR MØLLEPARK PÅ HAVET

Dong var eneste byder på den dyre Anholt Havvindmøllepark i 2010. Nu skal Horns Rev 3 i Nordsøen bygges. Dong er med, men ingen af de øvrige godkendte aktører vil fortælle, om de har budt på parken. (Side 8)

STØRSTE REALLØNSFREMGANG I FEM ÅR

Der er kommet så meget fart på lønudviklingen og et så stort dyk i inflationen på det seneste, at danskere med et arbejde i den private sektor nu oplever den største fremgang i reallønnen siden 2009. (Side 8-9)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

SENIORBØLGEN ER EN GAVE TIL DANSK ERHVERVSLIV

Verden bliver ældre, og det, nogle kalder ældrebyrden, har potentiale til at blive en multimilliard eksportindustri. Danske virksomheder er om nogen klædt på til at møde de stigende behov for medicin, høreapparater, specielle fødevarer osv. (Forside, side 6-7)

LAVE RENTER SÆTTER GANG I OBLIGATIONSFEST

Danske virksomheder reagerer nu på de lave renter og springer for alvor ind i markedet for udstedelse af virksomhedsobligationer. (Side 2)

SAS INVESTERER I LÆNGERE RUTER

SAS bremser op på de korte europæiske ruter, men det skandinaviske flyselskab skruer op for den oversøiske trafik. SAS investerer et milliardbeløb i flere interkontinentale flyvninger. Den første nye rute går til Hong Kong, og selskabet lancerer efter planen yderligere destinationer i de kommende måneder. (Side 4)

NY HAVMØLLEPARK GEMMER PÅ MILLIARDREGNING TIL ELKUNDERNE

Mandag udløb budfristen på den kommende havmøllepark Horns Rev 3. Dong har budt på parken. Dong står også bag Anholt-parken, der har samme størrelse som Horns Rev 3. Sidste år kostede Anholt-parken elkunderne omkring 1,3 mia. kr. i PSO-afgift. (Side 8-9)

STRID MELLEM "KASI JESPER" OG PANDORA KULMINERER MED ÅRSREGNSKABET

Smykkeselskabet Pandoras årsregnskab bliver den foreløbige kulmination på en bitter strid med tidligere aktionær og distributør Jesper "Kasi" Nielsen. Det er nemlig i forbindelse med smykkeselskabets regnskab for 2014, at man endegyldigt skal afregne et eventuelt tilgodehavende med sin tidligere distributør. (Side 10)

ATP KRITISK OVER FOR GENMABS PENGEREGN

Storaktionæren i Genmab, ATP, har over en længere årrække kæmpet med at få ændret warrants-programmet i biotekselskabet. Især bestyrelsen har aktieoptionsordninger i form af warrants til en værdi af over 1,2 mia. kr. (Side 11)

LARS REBIEN ATTER DANMARKS BEDSTE DIREKTØR

Lars Rebien Sørensen fra Novo Nordisk er kåret til Danmarks dygtigste direktør, mens topcheferne i SAS og TDC bløder anseelse blandt investorerne. Det er direktøren for Nordens mest værdifulde brand og mest værdifulde virksomhed. Aktiekursen udvikler sig ganske fornuftigt, og virksomheden har i år den stærkeste pipeline, den nogensinde har haft, vurderer professor.

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Tags:  Danske Aviser❯