Tirsdagens aviser med Novo Nordisk, Rockwool og Mærsk

Udgivet den 24-11-2015  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

BOOM I PRIVATFORBRUG SKABER 10.000 JOB

Privatforbruget øges i et tempo, der ikke er set siden 2006. Købelysten skaber 10.000 nye job og giver især travlhed i specialbutikker. Luksusfødevarer og lystbåde hitter. Privatforbruget tilbage som vækstmotor. (Forside, side 18-19)

LEGO-ARVING BEGRAVER DYRT MOTORCYKELPROJEKT

Underskud på underskud med et samlet minus på 25 mio. kr. de seneste år får nu Anders Kirk Johansen til at lukke motorcykelproducenten Lauge Jensen efter tre års kamp. Han kalder beslutningen "trist". (Side 8)

DANSK BIOTEKSELSKAB VIL PÅ BØRSEN I STOCKHOLM

Nuevolution vælger Danmark fra og jagter investorer på børsen i Stockholm, hvor man håber at kunne rejse kapital. Hvis alt går efter planen, vil biotekselskabet kunne handles på minibørsen First North i Stockholm fra midten af december. (Side 10)

NYT INDEKS SKAL GØRE OP MED VENTUREBRANCHENS DÅRLIGE RY

Pensionskasser ser skævt til investeringer i iværksætteri. Uforståeligt, mener venturefonde, der med nyt indeks vil vise resultaterne i en mere moden branche. (Side 12)

SWIPP SCORER AMERIKANSK GIGANTKÆDE

Konkurrenterne til Danske Banks Mobilepay øger indsatsen på Danmarks mobilbetalingsmarked. Swipp lancerer nu et samarbejde med den amerikanske kioskfranchise 7-Eleven, som nu tager imod Swipp i alle deres 190 danske butikker. (Side 12)

UDBRYDER GÅR I KØDET PÅ FORSIKRINGSGIGANTER

Kundechefen i Europæiske Rejseforsikring skifter til onlineselskabet Globe Forsikring. Nu vil han give kæmperne kamp til stregen i et forsikringsmarked, der er domineret af store spillere og dyre priser. (Side 13)

JANSSEN SIGTER EFTER TOPPEN MED GENMABS KRÆFTMIDDEL

Ambitionen hos Genmabs amerikanske partner Janssen Pharmaceuticals er tydelig. Lægemidlet Darzalex skal være det største inden for knoglemarvskræft. (Side 14)

BANKNORDIK SPARKER ERHVERVSKUNDER UD

Et salg af Banknordics erhvervsportefølje lykkedes ikke, så nu vil banken selv afvikle sine danske erhvervskunder. Fremadrettet skal fokus være på privatkunder. (side 15)

SAS-DIREKTØR EFTERLYSER KONKRETE SVAR I VÆKSTPLAN

Blandt regeringens 100 nye vækstinitiativer er løftet om en national strategi for luftfarten – dog intet konkret. Retningen er vigtigst, siger SAS-direktør. (Side 16)

BERLINGSKE BUSINESS

TOPCHEF POLSTRER ROCKWOOL TIL VÆKST

Haltende væksttal i isoleringskoncernen Rockwool fik topchef Jens Birgersson til at standse op og sætte fokus på indtjeningen. Det er sket gennem en forandringsplan, hvor han blandt andet har afskediget 500 medarbejdere og ryddet op blandt de 100.000 forskellige varetyper på hylderne. (Forside, side 6-7)

NOVO NORDISK LOVER CO2-NEUTRAL GLOBAL PRODUKTION I 2020

Novo Nordisk stiller op i rækken af store trendsættende globale virksomheder og lover, at selskabets produktion af diabetesmidler er 100 pct. CO 2-neutral allerede om fem år. Vindmøller i Indre Mongoliet og bæredygtigt træ i Brasilien skal hjælpe Novo Nordisk til at nå målet. (Side 5)

MÆRSK SER FREM TIL STORFUSIONER BLANDT REDERIER

To store fusioner blandt det danske containerrederi Maersk Lines konkurrenter er rykket tættere på. Franske CMA er tæt på at overtage det Singapore-baserede containerrederi Neptune Orient Line (NOL), og Kina ser ud til at gøre det muligt at sammenlægge Cosco og China Shipping Container Lines. De er velkomne, hedder det fra A.P. Møller-Mærsk. (Side 10-11)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

BUTIKSKÆDER BANKER BANKERNE PÅ FORBRUGSLÅN

Skal man låne penge til forbrug, kan det i flere tilfælde bedre betale sig at låne dem i butikken end i banken. Kæder som Jysk, Ilva og L'easy tilbyder forbrugslån, der enten er helt gratis eller væsentligt billigere end et forbrugslån i banken. (Side 5)

BANKNORDIK OPGIVER AT SÆLGE ERHVERVSKUNDER OG FYRER DIREKTØR

Banknordik opgiver planerne om at frasælge sine danske erhvervskunder. I Stedet afvikles de danske erhvervskunder i løbet af 2016, mens direktør John Rajani forlader banken. (Side 13)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Tags:  newspaper❯ 

Seneste nyheder