Tirsdagens aviser med Tryg, Carlsberg og NNIT
BØRSEN
VACCINEHÅB SKABER AKTIEEUFORI VERDEN OVER
En vaccine mod covid-19, der virker i 90 pct. af tilfældene og kan være klar ved årsskiftet, sendte aktiemarkedet i euforisk tilstand verden over. Selv om de foreløbige studier fra Pfizer og Biontech tegner godt, er der stadig uafklarede spørgsmål. Tro på normal verden giver rotation i markedet. (Forside, side 6-8)
FORMAND SKAL STÅ SKOLERET FOR TILSYN OM TRYG-UDBYTTER
Tryg vil genoptage udbyttebetalinger, efter de blev stoppet af coronaudbruddet. Nu skal formand stå skoleret for tilsyn. (Side 10)
FÅR AFSLAG PÅ KRISEHJÆLP: I FARE FOR KONKURS
Den norske stat vil ikke yde økonomisk støtte til Norwegian. Selskabet er rykket tættere på afgrunden, siger analytiker. (Side 12)
DANSK ERHVERVSLIV TROR PÅ GRØN VÆKST MED JOE BIDEN
USA's nye præsident, Joe Biden, kædes sammen med grøn omstilling, og det giver håb om vækst for dansk erhvervsliv. (Side 14)
VACCINEHÅB SENDTE DANSKE AKTIER I DØRKEN: EUROPA I HISTORISK OPTUR
Håb om en vaccine sendte markederne verden over i store plusser, mens danske eliteaktier måtte se bussen køre forbi. Det danske C25-indeks faldt mandag 1,5 pct. efter nyheder om en kommende coronavaccine. (Side 22-23)
BERLINGSKE BUSINESS
CARLSBERG ERKENDER AT HAVE BRUGT UETISKE METODER I INDIEN
En omfattende undersøgelse bekræfter en række problematiske forhold i Carlsbergs indiske datterselskab. Bryggeriets ansatte har solgt øl i forbudte områder, benyttet potentielt forkerte betalingsmetoder og haft andre "uetiske fremgangsmåder", oplyser Carlsberg. Som konsekvens afskediger bryggeriet flere ansatte. (Forside, side 8-9)
VERDENS VIGTIGSTE VACCINE RYKKER NÆRMERE: STOPPER CORONAANGREB I STOR STIL
Medicinalgiganten Pfizer har fremlagt en foreløbig analyse, som viser, at selskabets vaccinekandidat kan bremse coronavirus i ni ud af ti tilfælde. Kommer den igennem myndighedernes nåleøje, er den første vaccine mod covid-19 tæt på. (Side 9)
NY DANSK KÆMPEFOND VIL KASTE 30 MIA. KR. I GRØN OMSTILLING PÅ FÅ ÅR
De to danske pensionskasser PKA og Pensam lukker den norske kæmpe Storebrand ind i deres investeringssamarbejde og lancerer sammen en ny klima- og infrastrukturfond på op til 30 mia. kr. (Side 10)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
EKSPORTNICHE FØLER SIG LADT I STIKKEN
Virksomheder, der lever af at sende højt specialiserede medarbejdere ud i verden, føler sig svigtet af regeringens hjælpepakker. (Forside, side 6-7)
BOOZT VIL REJSE 800 MIO. KR.
Det svenske e-handelsselskab Boozt går nu på børsen i Danmark efter at have været noteret på Nasdaq Stockholm siden maj 2017. Første handelsdag er formentlig 24. november. (Side 4)
FINANSTILSYNET UNDERSØGER WATURU FOR MARKEDSMANIPULATION
Waturu er i søgelyset hos Finanstilsynet. Sagen kan lande hos politiet. Waturus direktør afviser, at der er en sag. (Side 4)
NNIT KØBER OP OG LØFTER FORVENTNINGER
It-leverandøren NNIT hæver sine 2020-forventninger efter opkøbet af Excellis Health Solutions til en pris på 29,4 mio. dollar svarende til omkring 185 mio. kr. (Side 10)
NORWEGIAN ER TÆTTERE PÅ AFGRUNDEN
Staten vil ikke hjælpe det norske lavprisselskab, hvor pengene fosser ud. Et kollaps for Norwegian kan åbne for stærke lavpriskonkurrenter til SAS. (Side 16)
/ritzau/FINANS
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1180
- næste ›