Tirsdagens aviser med Vestas, Genmab og Københavns Lufthavne

Udgivet den 05-05-2015  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

LANDBRUGETS KRISEPAKKE FÅR KOLD SKULDER AF BANKERNE

En række banker tvivler på, at regeringens nye krisepakke til landbruget får en positiv effekt. Pakken løser ikke alle problemerne, da rammevilkårene er de samme, lyder det fra mælkeproducent. Det er naivt at tro, at pakken løser problemerne, siger bankdirektør, mens Venstre kalder pakken hykleri, dobbeltmoral og valggas. (Forside, side 6-7)

DANSK SUPERMARKED ER HÆMMET AF VÆKSTKRISE

Lavvækst i Europa sætter sit præg på Dansk Supermarked, der sidste år blot formåede at løfte omsætningen med 200 mio. kr. til 57 mia. kr. Netto-kædens ekspansion skaber ikke vækst i detailkoncernen, og Bilka og Føtex presses på hjemmemarkedet. Men strategien pilles der ikke ved. (Side 8-9)

INVESTERINGSFONDEN IFU VIL FORDOBLE INVESTERINGER

Det kan betale sig at investere i udviklingslande. Sådan ser resultatet ud i et netop offentliggjort regnskab for investeringsfonden IFU, der rådgiver og investerer med danske virksomheder i udviklingslande. Fremtidsplanerne for Investeringsfonden for Udviklingslande er klar. I 2018 skal investeringerne fordobles. (Side 10)

STORBANK: VESTAS KAN VINDE PÅ TESLA-REVOLUTION

Det bliver nemmere at sælge grøn energi, efter at den amerikanske elbilsproducent Tesla har lanceret spritny batteriteknologi. Det vurderer den britiske storbank Barclays, der specifikt ser gevinster for de største vindmølleproducenter. Det vil vindmølleproducenten Vestas nyde godt af. (Side 12)

KØBENHAVNS LUFTHAVNE VIL HAVE REGERINGEN PÅ BANEN

Den danske hovedstadslufthavn og aktørerne i brancheforeningen Dansk Luftfart oplever presset vækst. Men selvom det går godt i København, kan lufthavnsdirektør Thomas Woldbye se, at det går endnu bedre for andre lufthavne. Den udvikling kan politikerne ikke kan sidde overhørigt, mener han og efterlyses en strategi fra politisk hold. (Side 14-15)

PANIK I PLASTINDUSTRIEN: VI MANGLER SPECIALISTER

Mangel på ingeniører koster vækst og innovationskraft i plastindustrien, og problemet vil vokse de næste ti år, medmindre der prompte skrides ind. Det koster på vækst og indtjening, når produkter forsinkes, viser regnskaberne. (Side 16-17)

AMERIKANSK KÆMPE SÆTTER SÆTTER TURBO PÅ GENMAB

Amerikanske Janssen, som er en del af giganten Johnson & Johnson, investerer voldsomt i Genmabs kræftmiddel Daratumumab, og kalder det en juvel i samlingen. Janssen satser alt på at gøre Genmabs kræftmiddel Daratumumab til en milliardsucces, der kan mangedoble værdien af biotekselskabet. (Side 18-19)

RENTEUDVIKLING VENDT 180 GRADER

For mindre end to uger siden var der udsigt til negative tiårige tyske renter, men flere faktorer får nu renterne til at stige igen. Det tidligere kriseland Spanien fører nu næsten an i et mindre europæisk opsving. I det brede billede viser nye tal mandag, at den europæiske fremstillingsindustri for første gang i otte måneder er i stand til at hæve sine salgspriser. (Side 22-23)

BERLINGSKE BUSINESS

BYGGEGIGANT RYSTET AF FUSK MED REGNSKAB

Den store franske industrikoncern Saint-Gobain, der er en Danmarks største producenter af en række byggematerialer, har politianmeldt en højtstående tidligere medarbejder for at have manipuleret med det danske datterselskabs regnskab. Medarbejderen har ikke taget af kassen, men er mistænkt for at have pustet værdier op for at pynte på et dårligt regnskab. (Forside, side 6-7)

DANSK SUPERMARKED STÅR I STAMPE EFTER MÆRSK-SALG

Salling Fondenes overtagelse af Dansk Supermarked fra A. P. Møller-Mærsk har i første regnskabsår ramt virksomhedens indtjening. Første regnskabsår efter salget af Dansk Supermarked ligner umiskendeligt det foregående år. Administrerende direktør er dog tilfreds med tallene. (Side 4)

AGF-FORMAND HVIRVLET IND I SAG OM SMINKEDE TAL

Den nuværende bestyrelsesformand i AGF, Lars Fournais, var øverste chef for Saint-Gobain i Danmark, mens regnskaberne angiveligt ulovligt blev sminket. Han afviser at kende til sagen. (Side 7)

EKSPERT: LANDBRUGSFOND BATTER NÆPPE MEGET

En landbrugspakke med en investeringsfond på to milliarder kroner er for lidt til at få mange unge landmænd til at overtage kuldsejlede danske landbrug. Største problem er, at en rentestigning i de kommende år vil sætte etablerede landmænd på porten, mener ekspert ved Københavns Universitet. (Side 8)

NATIONAL LUFTFARTSSTRATEGI KAN GIVE 6000 NYE JOB

Den danske luftfartsbranche sukker efter en national strategi, der skal sikre, at branchen fastholder eller forbedrer konkurrenceevnen sammenlignet med vores nabolande. Med en national vækststrategi for luftfarten kan branchen skabe 6000 nye job i 2020. Omvendt er der risiko for at tabe 15.000, hvis Københavns Lufthavn mister sin internationale position. (Side 9)

SOCIALE MEDIER MISTER EFFEKT

Engagementet på sociale medier som Facebook er nu så lavt, at indsatsen for mange virksomheder og brands er skønne spildte kræfter. Det er vanskeligt at følge med i mulighederne, men mange flere burde fokusere på betalt distribution af indhold, lyder det gode råd fra en ekspert. (Side 10)

JYLLANDSPOSTEN ERHVERV

HISTORISK RETSOPGØR OM GEBYR PÅ BOLIGLÅN

En boligejer stævner nu realkreditselskabet BRFkredit i et principielt opgør om de stigende bidragssatser på boliglån. Sagsøgeren har set sin regning for bare at have et lån vokse med 178 pct.

KRONEKAMPEN AFBLÆST – MEN LANGT TIL NORMALE TILSTANDE

Nationalbanken har for længst overbevist de udenlandske spekulanter og de hjemlige skeptikere i blandt andet pensionssektoren om, at den faste kronekurspolitik ikke forsvinder lige med det samme. Men der vil stadig gå meget lang tid, før renter og valutareserve når tilbage på mere normale niveauer. (Side 2)

FØTEX FØLGER BILKA PÅ NETTET

Dansk Supermarked vil vinde det danske marked for nethandel og sætter derfor en offensiv ind. Dagligvarekoncernen er dog fortsat afventende med at sælge fødevarer digitalt. (Side 8)

DAGROFAS MINUS RAMMER KFI

Fonden KFI, der ejer 41 pct. af Dagrofa, er på bundlinjen ramt af detailkoncernens seneste underskud. KFI leverer bl.a. derfor sit dårligste regnskab i seks år. (Side 9)

BLØDENDE LANDBRUG FÅR ET PLASTER

Regeringen er klar med en nødhjælpspakke til det kriseramte landbrug. Pakken har en værdi af mindst 2 mia. kr., og erhvervet nikker tilfreds, men understreger, at årsagen til hele krisen er intakt. (Side 10-11)

ATOMFRYGT ÅBNER DØR FOR GRØN DANSK ENERGI I JAPAN

Siden et underjordisk jordskælv for fire år siden sendte 10 meter høje tsunamibølger ind over Japans østkyst og truede atomkraftværket Fukushima, har alle Japans atomkraftværker været på pause. Planen er delvist at genstarte dem, men det skal ske sammen med forskellige former for alternativ energi, og det har danske virksomheder fået øjnene op for. (Side 12-13)

USIKKERHED OM OLIEPRISEN VIL VARE I ÅREVIS

Faldet i olieprisen har rykket rundt på styrkeforholdet i de globale økonomier. Men endnu mere usikkerhed er på vej, og det efterlader både vindere og tabere i fremtidens oliespil. (Side 16)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Tags:  Danske Aviser❯