Tirsdagens internationale avisuddrag med ECB-milepæl og Bayer

Udgivet den 06-09-2016  |  kl. 07:05  |  

FINANCIAL TIMES ( WWW.FT.COM ):

BAYER I FREMSKREDNE FORHANDLINGER MED MONSANTO

Den tyske medicinalgigant Bayer udtaler, at de igen er i fremskredne forhandlinger omkring et køb af amerikanske Monsanto. Bayer har således øget sit tilbud til 127,5 dollar per aktie. Tilbage i juli afviste Monsantos ejere et bud på 125 dollar per aktie. (BAYER IN 'ADVANCED TALKS' TO BUY MONSANTO).

ECB'S OBLIGATIONSOPKØB NÅR MILEPÆL PÅ 1000 MIA. EURO

Den Europæiske Centralbank, ECB, har under sit kontroversielle opkøbsprogram af obligationer, der skal sende penge ud i eurozonens økonomi, nu samlet købt for 1000 mia. euro. Det høje tal kan sætte pres på centralbanken, da det begynder at knibe med at finde ledige aktiver at købe op. (EUROZONE QE BOND BUYING PASSES €1TN MARK)

FALDENDE OMSÆTNING SÆTTER INVESTERINGSBANKER UNDER PRES

Verdens største investeringsbanker oplevede, at deres omsætning samlet krympede med 15 pct. i årets første halvlår. Dette er det største fald siden finanskrisen og understreger, at der skal bruges radikale metoder for at skaffe afkast til aktionærerne. (FALLING REVENUE PUTS PRESSURE ON INVESTMENT BANKS)

SAUDI-ARABIEN OG RUSLAND UDEN AFTALE I OLIEFORHANDLINGER

Ved G20-topmødet i Kina mødtes Saudi-Arabien og Rusland mandag, hvor de aftalte at samarbejde om at stabilisere oliemarkederne. De nåede dog ikke så langt som til en konkret aftale om en øvre produktionsgrænse, der ellers kunne være med til at hæve olieprisen. (SAUDI ARABIA, RUSSIA STOP SHORT OF OIL SUPPLY PACT)

WALL STREET JOURNAL ( WWW.WSJ.COM ):

VW KØBER BID AF NAVISTAR

Den tyske bilproducent Volkswagen planlægger at købe en del af amerikanske Navistar. Dette sker for at få fodfæste i USA og styrke VW's placering på det globale marked for lastbiler. (VOLKSWAGEN TO TAKE BIG STAKE IN NAVISTAR)

HANJIN FORSØGER AT BESKYTTE AKTIVER

Den kriseramte Mærsk-konkurrent Hanjin Shipping tager nu flere retslige hjælpemidler i brug for at beskytte sine aktiver over for kreditorerne. (HANJIN SHIPPING SEEKS TO PROTECT ASSETS WORLD WIDE)

NYE IPHONES ANKOMMER MENS SPÆNDING FALMER

Onsdag lancerer it-giganten Apple sin nye version af flagskibet Iphone, men versionen vil højst sandsynligt ikke indeholde signifikante nye egenskaber, som Apple-brugere ellers er blevet vant til. (APPLE'S NEW IPHONE ARRIVE AS GLOW FADES)

G20 LUKKES MED OPFORDRING TIL VÆKSTTILTAG

G20-mødet, der søndag og mandag foregik i Kina, afsluttedes med et ni-siders dokument, der opfordrer landene til at bruge kræfter på indførelsen af væksttiltag. Dokumentet har ikke nogle konkrete krav. (G-20 CLOSES WITH CALL FOR GROWTH EFFORTS)

THE GUARDIAN ( WWW.GUARDIAN.CO.UK ):

KINESERE VIL BYGGE EUROPAS HØJESTE BEBOELSESBYGNING I LONDON

Et kinesisk selskab har planer om at bygge en 235 meter høj beboelsesbygning i London, hvilket vil være den højeste af sin art i Europa. Bygningen vil koste 800 mio. pund og inkludere en kontroversiel "fattig-indgang" til de billige lejligheder i bunden af bygningen, mens de dyre penthouses har egen elevator og indgang. (CHINESE FIRM TO BUILD EUROPE'S TALLEST RESIDENTIAL TOWER IN LONDON)

THE DAILY TELEGRAPH (WWW.TELEGRAPH.CO.UK):

DANIEL CRAIG TILBUDT 150 MIO. DOLLAR FOR NYE BOND-MISSIONER

Den britiske skuespiller Daniel Craig, der siden 2005 har haft rollen som den verdenskendte britiske spion 007 i James Bond-filmene, er angiveligt blevet tilbudt op til 150 mio. dollar for at være med i endnu to film. Craig har dog tidligere udtalt, at han ikke ser sig selv fortsætte i rollen som Bond. (DANIEL CRAIG 'OFFERED $150 MILLION TO RETURN AS JAMES BOND)

THE INDEPENDENT (WWW.INDEPENDENT.CO.UK):

NÆSTEN INGEN LØNVÆKST I STORBRITANNIEN SIDEN FINANSKRISEN

Siden den globale finanskrise i 2008 er de inflationsjusterede lønninger i Storbritannien steget med bare 0,1 pct. Storbritannien står således, i undersøgelsen foretaget af HR-selskabet Korn Ferry, svagt i forhold til andre store økonomier i Europa. Generelt er det svært for landene at få gang i lønvæksten, da Frankrig topper listen med en lønvækst på bare 5,2 pct. på otte år. (ALMOST ZERO BRITISH WAGE GROWTH SINCE GLOBAL FINANCIAL CRISIS, NEW DATA SHOWS)

/ritzau/FINANS

Mads Espensen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Tags:  Newspaper - Internat❯