Tirsdagens obligationer: Investorerne søgte sikkerhed
Den danske rente bevægede sig tirsdag ned imod de 2 pct. på en dag, der i høj grad var præget af urolighederne i Syrien og spekulationer om en mulig militær indgriben i det borgerkrigshærgede land.
Den eskalerende konflikt får investorerne til at søge væk fra aktier og over i de mere sikre obligationer, hvilket i Nordeuropa fik renterne til at dykke.
Den toneangivende 10-årige danske statsobligation sluttede tirsdagens handel med en rente på 2,02 pct., hvilket svarer til et fald på 3 basispoint sammenlignet med mandagens lukkeniveau. Dermed bevægede renten sig væk fra det rekordniveau, den nåede i sidste uge.
De tyske og franske renter dykkede henholdsvis 4 og 1 basispoint, mens renten i Storbritannien skrumpede med hele 11 basispoint. Ifølge Bloomberg News er rentefaldet i Storbritannien det højeste i 11 måneder, og det kommer, fordi Bank of England-bossen Mark Carney onsdag ventes at slå fast, at han vil holde centralbankens rente i bund.
På nøgletalsfronten faldt det tyske Ifo-erhvervstillidsindeks lidt bedre ud end ventet i august, hvor det steg til 107,5 fra 106,2. Der var ifølge Bloomberg News ventet en stigning til 107,0. Både det underliggende indeks for det nuværende forretningsklima og forventningsindekset klarede sig bedre end ventet.
Også den amerikanske forbrugertillid viste sig fra sin gode side. I august steg den til 81,5, hvor der var ventet et fald til 79,0 ifølge Bloomberg News.
/ritzau/FINANS
Peder Top Poulsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1182
- næste ›