Tirsdagens obligationer: Lille rentestigning før Trump-tale

Udgivet den 12-11-2019  |  kl. 17:00  |  

Der var ikke meget sving i det danske obligationskurser i løbet af tirsdagens handel.

Herhjemme endte renten på den tiårige danske statsobligation 1 basispoint højere i minus 0,22 pct. efter at have svinget mellem minus 0,21 og minus 0,23 pct. i løbet af dagen.

En medvirkende årsag til det stillestående marked skal formentlig ses i lyset af, at markedsdeltagerne afventede en tale af den amerikanske præsident, Donald Trump, i New York tirsdag aften dansk tid - og dermed muligt nyt om handelsforhandlingerne mellem USA og Kina.

Forinden havde dagen budt på tal fra Tyskland i form af ZEW-indekset, som afspejler vurderingen af Tysklands økonomiske situation blandt institutionelle investorer og økonomer.

Mens indekset viste en lille forværring af vurderingen af den nuværende situation, så var vurderingen af den økonomiske udvikling i Tyskland i de kommende seks måneder noget mindre pessimistisk end ventet.

- Håbet om, at det politiske og økonomiske miljø vil forbedre sig i løbet af den nærmeste fremtid, vokser, lyder det fra ZEW-chef Achim Wambach.

Fra USA kom der NFIB-erhvervstillidsindekset for de mindre amerikanske virksomheder. Det viste en forbedring til 102,4 i oktober fra 101,8 måneden før, mens der ifølge Bloomberg News var ventet en stigning til 102,0.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯ 

Relaterede nyheder