TK Development skal bygge shopping center i Bytom i Polen
København--25. november--NetPosten--TK Developments polske datterselskab TK Development Polska har i udkanten af Bytom i Polen erhvervet et grundareal på 150.000 kvm, hvoraf ca. 100.000 kvm skal anvendes i forbindelse med opførelsen af et shopping center på ca. 40.000 etagemeter, oplyset selskabet.
Der er indgået aftale om, at Carrefour overtager ca. 18.000 etagemeter af centret med tilhørende andel af grund og fællesarealer.
Samtidig er der indgået aftale om, at ca. 16.000 etagemeter overtages af Euro Mall Holding, hvis aktionærer er TK Development, Steen & Strøm og IØ-Fonden.
Byggeriet, der vil blive udført med skandinavisk tilsnit, ventes påbegyndt i starten af 1999 med åbning af centret 12 måneder senere. TK Development Polska skal forestå den samlede byggeopgave i samarbejde med lokale entreprenører.
Den totale investering vedrørende shopping centret udgør ca. 60 mio. USD. Der forhandles p.t. med en investor til centret, og en aftale ventes underskrevet inden byggestart.