Topsil får større kompensation end ventet og opjusterer
Topsil har indgået en aftale med sin leverandør i sagen om kundereklamationer over siliciumskiver, der sidste år pressede selskabet hårdt, og kompensationen fra leverandøren bliver større end først antaget.
- Samlet set bliver kompensationen større end forventet og dermed også større end det regnskabsmæssige tilgodehavende. I 2015 forventes dette at resultere i en positiv EBITDA-effekt i størrelsesordenen 4 mio. kr., skriver Topsil i en meddelelse til fondsbørsen.
- Kompensationen forventes at blive afregnet delvist som modregning i underleverandørens nuværende tilgodehavender hos Topsil og delvist som en kontant betaling. Den kontante betaling forventes modtaget i tredje kvartal 2015, fortsætter selskabet.
Den højere end ventede kompensation til Topsil betyder, at selskabet opjusterer sine forventninger til hele 2015's driftsresultat (EBITDA) til 14-24 mio. kr. fra tidligere 10-20 mio. kr. Forventningen til en omsætningsfremgang på 0-5 pct. fastholdes.
/ritzau/FINANS
Tags: Forventningsnyhed❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1186
- næste ›