Torm/CEO: Gælden er ikke holdbar
Torms gæld på mere end 10 mia. kr. er for stor til, at selskabet realistisk kan forvente at betale den tilbage. Det erkender Torm-topchef Jacob Meldgaard, efter at Torms drift begynder at vise bedring, men den store gældsbyrde fortsat presser rederiets bundlinje dybt i rødt.
Torms gæld var ved udgangen af juni på 1852 mio. dollar, eller 10,4 mia. kr., viser torsdagens halvårsregnskab. Det var et lille fald i forhold til tre og seks måneder tidligere, men præcis samme niveau som efter andet halvår af 2012.
- Vi har en gæld, som langt overstiger værdien af vores aktivbase, og det er ikke holdbart for en virksomhed. Vi forventer ikke at kunne spise den gæld af, indrømmer administrerende direktør Jacob Meldgaard over for Ritzau Finans og uddyber:
- Godt nok gør vi det godt, og vi tror fortsat på bedring både i vores egne evner og de underliggende markeder, men det er ikke nok. Der skal mere til.
Torms bestyrelse og ledelse er derfor gået i gang med at revurdere kapitalstrukturen, så den bliver "langsigtet holdbar". Men hvad det dækker over, vil Jacob Meldgaard ikke uddybe.
- Jeg tror kun, jeg vil sige omkring det, at jeg kan se, at vi er nået et godt stykke med vores fokus på det operationelle, og det vil vi fortsætte med, men nu vil vi se på det næste element, at tilpasse virksomhedens kapitalstruktur til noget langsigtet holdbart, er formuleringen fra Torms direktør.
Han tilføjer, at rederiet har rigtig god tid, da bankaftalen fra 2012 har forlænget Torms gæld til 2016 og givet henstand frem til september 2014.
Som en del af aftalen fik Torms banker 72,8 pct. af aktierne i rederiet, mens en række ejere af skibe, Torm havde indchartret, fik 17,2 pct.
/ritzau/FINANS
Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk