Torsdagens aktier: Fokus flyttet fra Syrien for en stund

Udgivet den 29-08-2013  |  kl. 17:02  |  

De danske aktier holdt sig i pænt positivt terræn torsdagen igennem, og konklusionen blev en samlet stigning til C20 Cap-indekset på 0,7 pct. til 605,08 efter en dag, der var præget af noget mere ro end de foregående.

Blandt andet et godt nøgletal fra USA sørgede for en stund for at flytte fokus væk fra urolighederne i Syrien og over på den økonomiske udvikling i verdens største økonomi, den amerikanske. Torsdag viste en revideret opgørelse over bruttonationalproduktet, BNP, i USA nemlig en markant større stigning, end den første opgørelse havde peget på, og det havde markederne brug for.

- Det har været en lidt mere stille dag efter nogle dage med markant mere volatilitet. Der var nogle amerikanske nøgletal, som så meget pæne ud og ikke kunne ødelægge stemningen. Det er sundt for markedet, at vi igen får fokus lidt væk fra Syrien, selv om det meget vel kan ryge tilbage i løbet af den næste uge. Indtil der sker noget konkret, vil der være nervøsitet i markedet, siger Mads Zink, chefhandler hos Danske Bank, til Ritzau Finans.

FORTSAT NERVØSITET OMKRING LEMPELSER

Det amerikanske bruttonationalprodukt voksede med 2,5 pct. i andet kvartal sammenlignet med første kvartal, viste torsdag eftermiddags opgørelse. Det var markant mere end de 1,7 pct. vækst, som den første opgørelse havde peget på, og også mere end økonomernes forventninger, som ifølge Bloomberg News var en vækst på 2,2 pct.

Det kan igen sende fokus over på den amerikanske centralbanks timing af nedsættelsen af de kvantitative lempelser, om end det ikke fik den store effekt torsdag.

- Der er stadig fokus på det, og der er også noget nervøsitet. Når der kommer gode nøgletal, kaster markedet fortsat det kort, siger Mads Zink.

OPTUR TIL PANDORA OG VESTAS

Udsvingskongerne Pandora og Vestas var at finde helt i toppen af C20 Cap-indekset det meste af torsdagen, mens mere defensive papirer indtog de nederste placeringer, hvor også Mærsk og Danske Bank dog blandede sig. Eneste aktier i minus blev de to Mærsk-aktier, som dog blot faldt med henholdsvis 0,1 og 0,2 pct.

Pandora sluttede helt i toppen af eliteindekset efter tre tunge dage i træk, hvor det cykliske smykkepapir fulgte markedets generelle retning, og prisen blev trykket solidt ned under noteringskursen på 210 kr. igen.

Torsdag kunne Pandora-investorerne, der formentlig også fortsat nærer en smule nervøsitet for, hvornår storaktionæren Prometheus igen vælger at sælge ud af sine aktier, notere sig, at amerikanske Signet Jewelers, der forhandler Pandora-smykker i USA, leverede stort set på linje med forventningerne i andet kvartal.

Selskabets egne forventninger stod dog ikke helt mål med markedets, men alligevel steg Pandora med 3,2 pct. til 206,90 kr.

Vindmølleproducenten Vestas holdt torsdag temadag om selskabets offshore-aktiviteter, hvor selskabet blandt andet konstaterede, at der er for mange aktører på markedet for havvindmøller, hvilket kan betyde konsolideringer, og hvor ledelsen markerede, at selskabet er tæt på en partnerskabsaftale for offshoreaktiviteter. Vestas steg med 2,8 pct. til 107,80 kr.

MASSER AF REGNSKABER

Blandt sidepapirerne var der store regnskabsdag, og ikke færre end 14 selskaber rapporterede fra forskellige perioder. Blandt de mest nævneværdige kunne Nordic Shipholding i sit regnskab konstatere, at det snart må påbegynde en afvikling, hvis det ikke lykkes at finde en ny investor.

Nordic Shipholding faldt med 1,4 pct. til 0,73 kr.

Vestjysk Bank opjusterede i sit regnskab for første halvår forventningerne til hele 2013 til et basisresultat før nedskrivninger og kursreguleringer på omkring 550 mio. kr. Tidligere ventede banken et basisresultat i omegnen af 500 mio. kr.

Til gengæld var nedskrivningerne fortsat massive, mens Vestjysk Bank også er tæt på den fastsatte grænse for solvensprocenten. Banken har - med en solvensprocent på 11,2 - en solvensoverdækning på bare 0,7 pct.point, hvilket anses som "uacceptabelt." Den vurdering var investorerne enige i torsdag, og Vestjysk Bank faldt med 17,5 pct. til 11,80 kr.

Scandinavian Brake Systems kunne i sit regnskab for første halvår fastholde sine forventninger, men justerede forventningerne til driftsresultatet (EBITDA) for hele 2013 en smule op til 70-80 mio. kr. mod tidligere 60-80 mio. kr. Aktien steg med 8,4 pct. til 18 kr.

Torsdagen bød desuden på regnskaber fra Boconcept, Arkil, Nordicom, Neurosearch, Silkeborg IF, Cbrain, Trifork, Glunz & Jensen, Luxor, og Roblon.

Vagt- og sikkerhedsselskabet G4S fik torsdag sænket sin anbefaling hos Carnegie til "hold" fra tidligere "køb" efter onsdag morgens halvårsregnskab. Et par andre børshuse skruede lidt op for deres kursmål. Aktien faldt med 0,1 pct. til 21,97 kr. efter onsdagens stigning på 3,1 pct.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

06:36 Japansk inflation stiger fortsat i langt højere tempo end centralbankens mål
06:32 Asien: Investorerne sværmer om Hongkong-aktierne
06:32 Valuta: Dollargevinsten fra Trump-effekten fordampet
06:32 USA/T-bond: Lange rente faldt efter skuffende nyheder
06:32 USA/lukning: Walmart-skuffelse trak aktier ned - men Nvidia, Apple, Microsoft steg
06:30 Kalender med link - fredag den 21. februar
17:54 Europa/lukning: Carrefour blev ekspederet mod udgangen efter trist prognose i rødt marked
17:18 Torsdagens obligationer: Renten faldt let på dag med taler og vigende nøgletal
17:14 ISS belønnet med tredjestørste stigning nogensinde oven på stærkt årsregnskab
17:05 Torsdagens aktier: ISS i tredjestørste stigning nogensinde mens Cbrain blev straffet
16:22 Europæisk forbrugertillid voksede mere end ventet
15:45 Amazon køber rettigheder til James Bond
15:41 USA/åbning: Amerikanske aktier dykker fra rekord - Walmart og Palantir sendes ned
14:25 Genmab får godkendt kræfthåb til endnu en lymfekræftform i Japan
14:22 USA/tendens: Amerikanske aktier bakker minimalt fra rekord efter ny usikkerhed
14:07 Rovsing er ramt af forsinkelser hos kunder: Overvejer salg af nye aktier
13:10 Amerikansk detailkæmpe skuffer med prognosen: Aktien sendes kraftigt ned
13:05 Europa/aktier: Carrefour ekspederes mod udgangen efter trist prognose - ISS trækker op
12:36 Carrefour slås tilbage til 2020 efter "trist" prognose for 2025
12:25 Obligationer/middag: Renter handler sidelæns før tillidstal og flere taler