Torsdagens aktier: Kursrekorder og kolde dukkerter
Det danske aktiemarkedet holdt sig gennem torsdagen på en stabil stigning for det toneangivende eliteindeks, C20 Cap. Den optimistiske tone blev slået an fra morgenstunden orkestreret af positiv inspiration fra USA, hvor signaler fra centralbanken, Federal Reserve, forsikrede nervøse handlere om, at de pengepolitiske stimuli går en tryg fremtid i møde.
- Lige nu er markedet i et positivt momentum. Om der kommer et nøgletal, der kan ødelægge det, skal jeg ikke kunne sige. Men lige nu er det positivt, vurderer chefaktiehandler i Danske Bank Mads Zink
Eliteindekset sluttede i 584,11 efter en stigning på 0,9 pct., efter en lille kurssivning i den sidste time.
- Det skyldes mest, at Novo Nordisk er kommet i negativ. Og det er fordi, at vi bevæger os mere mod cykliske aktier, forklarer Mads Zink. Novo-aktien faldt 0,8 pct. til 935 kr.
Fire aktier præsterede lukkekursrekorder: Coloplast blev løftet 1,1 pct. til 340 efter onsdagens lukkekursrekord i 336,30 kr., DSV, der satte lukkekursrekord onsdag i 148,50 kr., steg 0,3 pct. til 149 kr., Topdanmark steg 0,4 pct. til 155,50 kr. efter lukkekursrekorden i 154,90 kr. onsdag og Tryg, som satte lukkekursrekord i 510 kr. i midten af maj, steg 1,1 pct. til 513 kr.
Kun for Trygs vedkommende er inspirationen til stigningen hentet i selskabsspecifikke vilkår.
Efter onsdagens positive regnskabsoplevelse fra Tryg har Danske Bank løftet kursmålet for forsikringsaktien til 630 kr. fra 570 kr. Nordea har løftet sit kursmål til 560 kr. fra 545 kr. Men ABG Sundal Collier går den modsatte vej og sænker sit kursmål til 530 kr. fra 535 kr.
I toppen af indekset sluttede Vestas-aktien, der oftest er den aktie, der reagerer stærkest på markedsstemningen, hvad enten den er positiv eller negativ. Aktien steg 3,6 pct. til 93 kr. Og den følges af den volatile tvilling, FLSmidth, der steg 2,8 pct. til 273,50 kr. selv om den norske bank DNB har sænket sit kursmål for aktien til 280 kr. fra 320 kr., og ABG Sundal Collier har sænket sit med knap 11 pct. til 250 kr.
- Aktien er havnet i et "short-squeeze", hvor 15 pct. af aktierne er udlånt, så der er ikke flere aktier tilbage at låne. Så de, der har "shortet" aktien (solgt aktier på forhånd i forventning om kursfald, red.), er nødt til købe den, når de ikke kan låne den. Det får kursen til at stige, forklarer Mads Zink.
Mærsk-aktierne er også med i indeksets øverste halvdel mad stigning på 1,7 pct. til 44.400 kr. for B-aktien og på 2,1 pct. til 42.040 kr. for A-aktien.
Rederi- og olie-aktien får positiv opmærksomhed fra hele tre sider: Citigroup har hævet anbefalingen af aktien til "neutral" fra "salg" i sympati for Maersk Lines alliance med de to største konkurrenter på containermarkedet, CMA CGM og MSC. Jyske Bank har sluppet sin 1 år gamle salgsanbefaling og anbefaler nu et "køb" med kursmålet 48.000 kr. mod tidligere 37.000 kr. og Alm. Brand hæver sin anbefaling til "neutral" fra "sælg" og kursmålet til 47.000 kr. fra 40.000 kr.
Uden for eliteindekset fik Royal Unibrew-aktien en kold dukkert med et kursfald på 6,8 pct. til 510 kr. Bryggerikoncernen har købt Finlands næststørste bryggerikoncern, Hartwall, for 2,8 mia. kr. og stopper i den anledning for aktietilbagekøb og udbetalingen af udbytte midlertidigt. Det var ikke den slags nyheder, investorerne tørstede efter.
- Det betyder, at investeringscasen vender 180 grader. Fra et uhyre stabilt cash flow er det nu en helt ny investering, hvor man skal indregne integration af et stort opkøb, og hvor aktietilbagekøb og ordinært udbytte også stopper i 2014, siger analytiker i Sydbank Morten Imsgaard til Ritzau Finans.
Stort set lige så ilde medfart fik vagt- og sikringskoncernen G4S, som det britiske justitsministerium mistænker for overpriser. Markedets fornemmelser for fuks resulterede i en kursstraf på 5,8 pct. til 18,45 kr.
Anderledes positiv modtagelse fik ALK-Abellós meddelelse om positive resultater fra det andet af to pivotale fase 3-studier med den nye tabletvaccine mod luftvejslidelser forårsager af husstøvmider. Investorerne kvitterede med en kursstigning på 2,0 pct. til 452 kr.
Sjælsø sluttede torsdagens nyhedsstrøm med meddelelsen om at salg af ejerlejligheder og P-pladser i Odense for 100 mio. kr.. Aktien sluttede ulndret i 2,12 kr.
/ritzau/FINANS
Henning Nielsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk