Torsdagens aktier: Ørsted og Vestas udgjorde bund i forslået C25

Udgivet den 27-06-2024  |  kl. 17:05  |  
Arkiv: Foto

Det var de grønne eliteaktier, der hang mest med næbet torsdag, mens Bavarian Nordic fortsatte sin himmelflugt efter onsdagens nyhed om smitte med en ny variant af mpox.

Ørsted og Vestas udgjorde trods mangel på selskabsspecifikke nyheder således bunden af et rødt C25-indeks, der samlet aftog 1,2 pct. til 1967,72.

For Vestas kan det have spillet en rolle, at udgangen på andet kvartal nærmer sig med hastige skridt, mens Ørsted fulgte udviklingen i den europæiske sektor.

Uden for C25-indekset bød Harboes Bryggeri på nyt i form af sit årsregnskab og en meddelelse om, at Bernd Griese efter mange år i bryggeriet vil fratræde.

PRES PÅ GRØNNE AKTIER

Ørsted og Vestas var under pres torsdag igennem - endda selv om Ørsted fik indledt dækningen med en positiv melding.

Det var norske Arctic Securities, der indledte dækningen af Ørsted med anbefalingen "køb" og et kursmål på 460 kr.

I Europa var forsyningssektoren, som Ørsted er en del af, dog under pres. Ved dansk børslukning faldt sektoren 1,1 pct., mens Ørsted afsluttede dagen med et fald på 3,1 pct. til 376,90 kr.

Vindmølleproducenten Vestas var dog suverænt bundskraber torsdag, hvor aktien faldt 5,4 pct. til 166,55 kr.

Dermed brød aktien med handelsniveauet 170 til 200 kr., som den har handlet i gennem længere tid. At aktien gik under 170 kr. kan betyde et yderligere pres på aktien, fortæller Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.

Samtidig nærmer afslutningen på andet kvartal sig med hastige skridt. Vestas offentliggør ofte en stribe ordrer frem mod kvartalsudgangen. I andet kvartal har vindmølleproducenten offentliggjort ordrer på 2072 megawatt mod 1802 megawatt i samme kvartal året før.

BAVARIAN FORTSATTE OP

Bavarian Nordic fastholdt sin førertrøje, efter at selskabet onsdag klarede en tocifret fremgang på nyheden om et udbrud af en smitsom variant af mpox i Afrika.

Bavarian har som det eneste selskab i verden en godkendt vaccine mod netop mpox.

Aktien steg 2,4 pct. til 187,15 kr. efter et plus på 17,1 pct. dagen før.

Imens kastede nyt om stigende fragtrater fra Drewrys World Container Index et plus af sig til A.P. Møller-Mærsk på 1,1 pct. til 12.105 kr. for B-aktien.

Genmab fik omvendt en lunken modtagelse efter en godkendelse af kræftmidlet Epkinly til en ny indikation hos de de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA.

Godkendelsen kom ifølge Jyske Bank heller ikke som den store overraskelse, og aktien satte sig 0,7 pct. til 1778,50 kr.

Novo Nordisk faldt på anden dag torsdag, efter at selskabet kort før børslukning onsdag meldte om et floppet studie med en blodtrykskandidat og en nedskrivning på 5,7 mia. kr.

Aktien bakkede 0,4 pct. til 1002,60 kr. Onsdag faldt den 2,0 pct.

REGNSKABER FRA HARBOES OG FLÜGGER

Uden for C25 bragede Harboes Bryggeri op med 13,9 pct. til 185 kr. efter sit årsregnskab for 2023/24 og meldingen om, at bestyrelsesformand Bernd Griese fratræder.

I det forgangne år fik Harboes vendt underskud på drifts- og nettoposten til overskud, og der ventes mere af den skuffe i 2024/25.

Også Flügger gjorde status for sit forskudte regnskabsår 2023/24, hvor selskabet realiserede driftsoverskud efter underskud året før.

I 2024/25 venter malingkoncernen en omsætning på 2200-2400 mio. kr. og et driftsoverskud på 75-95 mio. kr.

Aktien faldt 0,6 pct. til 340 kr.

Scandinavian Tobacco Group offentliggjorde torsdag købet af tobaksselskabet Mac Baren Tobacco Company for 535 mio. kr.

Det børsnoterede selskab fastholder sine forventninger til 2024, men oplyser, at den finansielle påvirkning fra overtagelsen vil blive meldt ud, når Mac Baren er integreret.

STG vandt 5,0 pct. til 99,70 kr.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯ 

Seneste nyheder

17:43 Europa/lukning: Sløj fredag eftermiddag for europæiske aktier
17:05 Fredagens aktier: Vestas og Bavarian tyngede da C25 faldt for tredje dag i træk
17:00 Fredagens obligationer: Yoyo-bevægelser i de danske renter efter inflationstal fra USA
16:01 Amerikansk Michigan-indeks justeres op i endelig opgørelse
15:52 Tørlastindeks stiger og holder fast i niveauet over 2000
15:47 Amerikansks aktivitetsindeks overrasker massivt med større end ventet fremgang
15:47 USA/åbning: Nike i største fald i siden 2001 men indeks i plus efter inflationstal
15:27 Vestas fortsætter ordrehøsten med fredagens tredje ordreannoncering
15:20 Vestas fortsætter ordrehøsten med fredagens tredje ordreannoncering
15:04 Renten falder efter inflations- og forbrugstal
15:02 Vestas får tysk ordre på 105 megawatt - svarer til levering af 17 vindmøller
14:42 Valuta: Dollar lettere svækket efter godt inflationstegn
14:42 Genmab godt på vej mod laveste lukkekurs siden maj 2020
14:39 Lille rentefald og dollarsvækkelse efter amerikansk inflationsopgørelse
14:01 Apple fortsætter frem i Kina med salget af iPhones - aktien sendes op
13:51 USA/tendens: Positiv åbning i vente anført af it og Trump-aktier
13:08 Vestas får ordre på 81 MW i Skotland
12:18 Europa/aktier: Franske aktier trodser positive tendenser før amerikanske inflationstal
11:36 Obligationer/middag: Renter kravler op før inflationstal fra USA
11:23 Aktier/middag: Zealand og Danske Bank topper efter analysenyheder i lettere positivt C25