Torsdagens aviser med Mærsk, Vestas og Danske Bank
BØRSEN
DANSKE BANK ØGER MOBILEPAY-BETALINGER TIL UDLANDET
Danske Bank har indgået en aftale med den amerikanske betalingsgigant Verifone, der har 400.000 terminaler i danske, svenske, finske og norske butikker. Det svarer til en markedsandel på 60 pct. Aftalen skal sikre, at Mobilepay bliver den førende løsning for mobilbetaling i nordiske butikker. (Side 6-7)
VESTAS BRUGER DATA TIL AT UDVIDE FORRETNINGEN
Vindmølleproducenten Vestas giver sine kunder adgang til data, som udpeger de bedst egnede placeringer og indikerer de vindstille dage til planlagte reparationer. (Side 8)
IT-FIRMA JAGTER LIVSVIGTIG KAPITAL EFTER NYT MINUS
Bluetown, der leverer netadgang til fjerntliggende landsbyer i den tredje verden, har akut brug for omkring 100 mio. kr. i ny kapital. Internetleverandøren har fået to store vigtige aftaler i Afrika og Indien og regner med at nå milliardomsætning om et par år. (Side 9)
INVESTERINGSBANK SER INGEN JACKPOT PÅ MÆRSK-SPLIT
Investorerne satser på en nem gevinst, hvis Mærsk fjerner den såkaldte konglomeratrabat. Men hos Carnegie mener man, at den rabat for længst er væk. Selv om selskabet splittes i to eller fire, så er der stadig ikke meget, der bliver ændret fundamentalt, vurderer investeringsbanken. (Side 10)
EKSPERT PEGER PÅ BANKER SOM SIKRE TABERE
Gennemsnitligt er kursen på store europæiske bankaktier nu på to tredjedele af den indre værdi, og fremtiden ser sort ud med pres fra flere sider ifølge iagttagere. (Side 16-17)
BERLINGSKE BUSINESS
AMERIKANERE VIL KØBE JOE & THE JUICE-KÆDEN
En ny ejer er på vej ind i cafékæden Joe & The Juice. Køberen, en amerikansk kapitalfond, skal hjælpe den danske kæde med at vinde fodfæste i USA. Handlen er lige på trapperne og vil afsløre, at værdien af Joe & The Juice er eksploderet. (Side 4)
VESTAS ER ET VINDPUST FRA VÆRDIREKORD
Vindmølleproducenten Vestas er værdisat så højt i dag, og det vil kun kræve en kursstigning på ganske få procent, før selskabets markedsværdi slår rekord. Vestas var døden nær i 2012, men et japansk samarbejde og et chefskifte senere er det jyske ikon tæt på at slå sin egen værdirekord fra 2008. (Side 9)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
BANKERNE GÅR TIL ANGREB PÅ KONKURSADVOKATERS REGNINGER
Det skal være slut med at trække behandlingen af en konkurs i langdrag, mener Finansrådet, som er gået i offensiven mod de store regninger, advokaterne i konkursboer ofte skriver ud. Bankerne forsøger med et nyt sæt anbefalinger at få indflydelse på advokaternes ressourceforbrug og den endelige regning. (Forside, side 3)
ALDI HENTER MILLIONER TIL DANSK FREMSTØD
Den tyske discountkæde Aldi vil kæmpe sig ud af store underskud med flere varer og nyindrettede butikker. Kædens nye direktør melder samtidig om stigende salg. (Side 4)
TYSK SLAGTERIGIGANT FORBEREDER VÆKST I DANMARK
Den tyske slagterikoncern Tönnies er klar til at øge antallet af slagtninger i Danmark. Selskabet vil betale, hvad der er nødvendigt for at vinde markedsandele fra de øvrige slagterier - herunder især Danish Crown. (Side 4)
AARHUS OPGIVER DRØMMEN OM EN LUFTHAVN I THOMASMINDE
En afgørelse fra EU-Kommissionen betyder, at minister og borgmester opgiver planer om ny lufthavn i Thomasminde. EU-Kommissionen tvivler på behovet for en ny lufthavn, da der vurderes at være rigelig kapacitet i eksisterende lufthavne i Jylland. (Side 5)
/ritzau/FINANS
Tags: newspaper❯