Torsdagens aviser med TDC, G4S og Spar Nord

Udgivet den 13-08-2015  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

MINISTER OG DF I KRIG OM UDLÆNDINGE

Regeringens holdning til udlændinges job, provokerer Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen. Han vil bekæmpe beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsens (V) positive syn på udenlandsk arbejdskraft "i alle sammenhænge og i alle forhandlinger, også i finanslovsforhandlingerne". Nye tal viser, at fire ud af fem nye job går til udlændinge. (Forside, side 18-19)

MYNDIGHED LADER SAGER OM PRISSNYD LIGGE

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har valgt at se bort fra gentagne anmeldelser om brud på konkurrenceloven. Konkurrencestyrelsen er problemet, for de ikke vil køre sagerne, lyder det. Firmaejer erkender at have brudt loven. (Side 6-7)

NORBREEZE ÅBNER JOE & THE JUICE I ASIEN

Efter solid succes med at markedsføre og sælge danske designbrands bevæger familiefirmaet sig nu over i cafébranchen. (Side 8)

KBH LUFTHAVNE TAGER HUL PÅ NÆSTE RUNDE INVESTERINGER

En udvidet landingsbane til superjumboen A380 er snart klar. Forude venter yderligere investeringer i security og bedre bagagehåndtering. Investeringplanen ligger fast, og finansieringen er også på plads, påpeges det. (Side 9)

OVERSKREDET KLAGEFRIST FREDER FYRET VESTAS-CHEF

Bagmandspolitiets valg om at droppe straffesag mod den fyrede Vestasdirektør Henrik Nørremark er nu endelig, fordi Vestas har valgt ikke at klage over afgørelsen. (Side 10)

NYT DANKORT IND I KAMP OM MOBILBETALING

De danske banker begynder nu at udstede kontaktløse dankort. Danske Banks og Jyske Banks kunder kan få det nye Visa/dankort, som gør det muligt at betale køb på under 200 kr. blot ved at føre kortet hen over kortterminalen. Resten af landets banker vil følge trop inden for halvanden måned. (Side 12)

G4S PÅ VEJ VÆK FRA DEN DANSKE FONDSBØRS

Verdens største vagt- og sikkerhedsselskab, G4S, vil droppe børsen i København, fordi ni ud af ti handler med aktier foregår i London. Antallet af handler med G4S-aktier på fondsbørsen i København er for få til, at det kan betale sig at være noteret. (Side 13)

KINAS NEDTUR PRESSER NORDENS NYE TOPCHEF

Norden tjener styrtende på tankskibe, men er presset i kerneforretningen. De grundlæggende forandringer i Kinas økonomi får Danmarks næststørste rederi til at sætte kurs mod et strategiskifte. (Side 14)

SPAR NORD BANK HAR SVÆRT VED AT ØGE TOPLINJEN

På trods af et halvårsoverskud, der i kroner og øre er det bedste i Spar Nords historie, står banken basalt stille. Der er ikke meget lånelyst hos bankens kunder, men til gengæld er der udsigt til guldrandede udbytter for bankens aktionærer. (Side 15)

KASI-JESPERS ENDLESS GAFLER DANSK SMYKKEDIREKTØR

En gammel kending melder sig under fanerne i Endless. Det drejer sig om Mikkel Berg, der kommer fra en direktørstilling hos Julie Sandlau. Tidligere har selskabet hentet norske Paul Moonga som topchef og Hans Jørgen Krabbenhøft som finansdirektør. (Side 16)

SMÅAKTIONÆRER RASER OVER BUDKAOS I MOLS-LINIEN

Bestyrelsen skal komme med en forklaring lyder det fra Foreningen Mols-Liniens Småaktionærer til Mols-Liniens bestyrelse. Kravet følger forlydender om et forvirrende forløb op til kapitalfonden Polaris’ købstilbud på færgeselskabet, hvor nogle aktører angiveligt har fået særbehandling, mens andre er blevet sat uden for døren. (Side 17)

KINAS DEVALUERING RAMMER VÆKSTMARKEDER

En asiatisk spredning og en afsmittende virkning med priskrig i blandt andet Kina. Det er dansk landbrugs største frygt for konsekvenser af Kinas nu dobbelte devaluering, der ifølge kilder i Beijing kan blive markant større. (Side 22-23

BERLINGSKE BUSINESS

DANSK EKSPORT RUSTET TIL KINESISK VALUTADYK

Kinas devaluering preller i første omgang af på danske virksomheder, der har forbedret deres konkurrenceevne markant det seneste år og sikret sig et solidt fodfæste i det store rige. Men der hersker forvirring om Kinas motiver bag ændringen i valutapolitikken, der kan få store konsekvenser for verdenshandlen. (Forside, side 12-13)

ENERGI DANMARK VIL VÆRE ENERGI EUROPA

I de kommende år vil elhandelsgiganten Energi Danmark udvide sin forretning fra Skandinavien til store dele af Nordeuropa. Åbningen af det europæiske elmarked giver store muligheder, forklarer direktør. (Side 4-5)

SLAGSMÅL OM RENTEGARANTIER SLUTTER I RETTEN

Pensionsselskabet SEB forsvarer sig med næb og kløer mod at tabe en sag, der kan betyde milliardstore ekstra udbetalinger til tusindvis af kunder. Nye vidner er fundet frem, inden de afgørende retsmøder i Højesteret. (Side 6-7)

KAMP OM SEERNE LÆGGER STORT PRES PÅ YOUSEE

TDC-koncernen, som mister titusindvis af tv-kunder, er nødt til i løbet af efteråret at slå igen og tilbyde frit kanalvalg i stil med Stofas seneste udspil, mener aktieanalytiker. Der skal dog politisk hjælp til. (Side 7)

POLARIS RASLER MED SABLEN I KAMPEN OM MOLS-LINIEN

Kapitalfonden Polaris lægger op til et hårdt sammenstød med de private minoritetsaktionærer, der prøver at forhindre en afnotering af Mols-Linien. (Side 8-9)

MÆRSK KÆMPER MED SEJLADS I DET KRIGSPLAGEDE SYRIEN

A.P. Møller-Mærsk fortsætter med at sejle ind i de syriske havne, selv om landet på fjerde år er ramt af borgerkrig. Fragtmængderne er faldet kraftigt, men søfarten har på det seneste fået større betydning, efter at den ekstremistiske oprørsbevægelse IS har taget kontrollen over næsten hele Syriens landegrænse. (Side 11)

NORDEA-KUNDER VREDE OVER LUKNING AF MOBILBANK

En række Nordea-kunder har klaget til banken, efter at en gammel version af mobilbanken er lukket, så kunderne ikke længere kan benytte budgettjenesten Spiir. En løsning er på vej, siger Nordea. (Side 14)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

NEDTUR FOR DANSK TV-PRODUKTION

Vækstkurven knækker blandt danske tv-producenter, der samlet har oplevet en nedgang i det økonomiske resultat på 30 pct. (Forside, side 6-7)

EXPERT-EJER ÅBNER NY BUTIKSKÆDE PÅ MANDAG

For første gang afslører koncernen bag Expert detaljerne i den plan, der skal vippe Elgiganten af elektroniktronen. (Side 4)

FORMAND LANGER UD EFTER AKTIONÆRER

Mols-Liniens formand, Frantz Palludan, langer verbalt ud efter en række af selskabets småaktionærer, der har markeret sig i debatten om Mols-Liniens fremtid. (Side 8-9)

NORDEN SEJLER OVENPÅ EFTER FLOT REGNSKAB

Dampskibsselskabet Norden har øget sin indtjening markant på grund af et historisk godt marked for transport af olie. Norden holder godt øje med, hvor mange nye tankskibe der bestilles i øjeblikket. (Side 8-9)

HVOR ER KINA PÅ VEJ HEN?

Er Kina ved at devaluere sig til en konkurrencefordel på eksportmarkederne, eller gør Beijing blot, hvad man længe er blevet bedt om? Spørgsmålet er opstået efter at have accepteret at lade yuanen falde 3,5 pct. i værdi tirsdag og onsdag. (Side 14-15)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Tags:  Danske Aviser❯ 

Seneste nyheder

17:50 Apple ventes sigtet i EU under lovgivning mod Big Tech
17:49 Europa/lukning: Bøllebank til franske og italienske aktier i dybrødt marked
17:27 Novo Nordisk finder ny chef for investor relations fra egne rækker
17:05 Fredagens aktier: Novo i rekord holdt større nedtur fra døren
17:00 Fredagens obligationer: Renterne rasede ned i riskoaverst marked
16:33 ECB's Lagarde: Vejen mod disinflation i eurozonen vil være bumpet
15:39 USA/åbning: Adobe svæver over rødt marked efter opjustering
15:36 USA/tendens: Adobe går mod rød strøm efter stærkt regnskab og opjustering
15:35 Valuta: Investorerne søger ly for politisk usikkerhed i sikre havne
15:35 Europa/aktier: Bekymret marked styrer mod værste uge siden oktober - franske banker i bund
15:35 Aktier/middag: Mærsk og Zealand holder sig oven vande på rød dag med faldende renter
15:35 Obligationer/middag: Renten siver efter hæsblæsende uge
09:45 Vestas får sat underskrifter på kæmpe havmølleordre på 660 megawatt
09:41 Obligationer/åbning: Dramatisk renteuge byder på nye rentefald fredag
09:39 Jyske Bank: Motorskader lægger pres på forsikrigsselskabernes erstatningsprocent
09:38 Vestas får sat underskrifter på kæmpe havmølleordre på 660 megawatt
09:23 Aktier/åbning: Mærsk og Zealand tager toppen på grøn fredag
09:06 Mærsk kan se spotraterne accelerere - steg 6,1 pct. i denne uge
08:59 Bank of Japans topchef ser betydelig reduktion i obligationsopkøb
08:50 Britisk supermarkedskæde leverer midt encifret salgsvækst