Mærsk kan se spotraterne accelerere - steg 6,1 pct. i denne uge

Udgivet den 14-06-2024  |  kl. 09:06  |  

Raterne på containerfragt fortsætter hastigt i vejret med en accelererende vækst efter sidste uge.

Det viser den seneste opgørelse af rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI), der måler spotpriserne på containerfragt fra Shanghai til en række destinationer verden over.

I løbet af denne uge steg indekset med 6,1 pct. til 3379,22 efter et plus på 4,6 pct. i sidste uge. De fem uger forinden bød på stigninger i intervallet 7,2 til 18,8 pct.

Raterne er dermed også hele 261,7 pct. højere end for et år siden og på sit højeste siden august 2022.

Der er dog stadig langt til toppen, som indekset nåede i den første uge af 2022 i 5109,60, hvor flaskehalse oven på coronapandemien havde mangedoblet raterne.

At rateindekset lige nu stiger kraftigt igen er primært en konsekvens af angreb på skibe i Det Røde Hav og omlægningen af ruter syd om Afrika.

Det øger sejltiden og lægger beslag på meget kapacitet, hvilket er med til at skubbe priserne i vejret.

Fire destinationer tegner sig for mere end halvdelen af indekset. Shanghai til Vesteuropa vægter 20 pct., ruter til Middelhavet vægter 10 pct., mens ruter til den amerikanske vestkyst og østkyst vægter henholdsvis 20 pct. og 7,5 pct.

Spotraterne beskriver de fragtpriser, som modsat de lange kontrakter ændrer sig løbende.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Shares❯