Torsdagens obligationer: Jævnt rentefald over dagen
Det danske obligationsmarked var torsdag præget af jævnt rentefald, og da markedet lukkede lå renten på den toneangivende danske 10-årige statsobligation i 1,85 pct. svarende til et fald på 5 basispoint i forhold til lukkeniveauet onsdag.
En tilsvarende udvikling sås i Europa, hvor rentefaldet i Storbritannien, Frankrig og Tyskland var på 3-5 basispoint.
Dagen bød på nøgletal, der bekræftede en opbremsning i inflationen i eurozonen til 0,8 pct. på årsbasis i december fra 0,9 pct. i november. Det understøttede forventningerne om, at Den Europæiske Centralbank vil fortsætte en lempelig pengepolitik i en rum tid endnu, og at det sågar kan komme på tale at sænke renten yderligere for at dæmme op for frygten for deflation.
Herhjemme noterede makroøkonom Jan Størup Nielsen fra Nordea, at der er mulighed for en selvstændig dansk renteforhøjelse, efter at kronen den senere tid har tabt terræn mod euro. Den nuværende kurs på godt 7,46 kr. per euro er tæt på det niveau, hvor Nationalbanken ifølge Nordea tidligere har reageret - først med intervention og siden med en isoleret dansk renteforhøjelse. Nordea vurderer dog, at der endnu er et stykke tid til en selvstændig dansk renteforhøjelse.
Fra USA kom der om eftermiddagen nøgletal, som viste, at der i sidste uge var 326.000 nytilmeldte ledige. Det var 2000 færre end ventet og samtidigt 2000 færre end ugen før. De amerikanske priser steg som ventet 0,3 pct. i december, og Philidelphia Fed-indekset landede på skuffende 8,7 mod ventede 9,4.
- Tallene for nytilmeldte ledige vil givetvis få størst opmærksomhed. Det skyldes, at den amerikanske pengepolitiske linje for øjeblikket primært bliver tilrettelagt efter udviklingen på arbejdsmarkedet, skriver Sydbank i en kommentar.
/ritzau/FINANS
Henning Nielsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk