USA/T-bond: Markedet er i vildrede efter Trump starter sin toldkrig
Små rentestigninger prægede den lange ende af det amerikanske obligationsmarked fredag, hvor investorerne solgte ud af både aktier og obligationer, hvilket blandt statspapirerne betød faldende kurser og stigende renter.
USA's præsident Donald Trumps trusler om told er blevet til virkelighed i weekenden med indførslen af 25 pct. told på varer fra Mexico og Canada samt 10 pct. på varer fra Kina. Desuden truer Trump atter med told på varer fra EU.
Og mens det har udløst store aktiefald i Asien og en stor styrkelse af dollar på bekostning af andre store valutaer, heriblandt euro, så virker obligationsmarkedet mere i vildrede.
Fredag steg de amerikanske renter indledningsvist af frygt for tiltagende inflation, men de er siden faldet noget igen, da Trumps toldkrig kan dæmpe den økonomiske vækst.
For den toneangivende tiårige T-bond endte fredagen med et renteplus på 2 basispoint til 4,54 pct., mens den toårige rente omvendt faldt med et enkelt basispoint til 4,20 pct.
Mandag morgen ligger den tiårige amerikanske rente i 4,51 pct. Det svarer til niveauet ved dansk børslukketid fredag.
Fra nøgletalsfronten var der fredag nyt om det amerikanske privatforbrug, som i december steg med 0,7 pct., hvilket var mere end ventet blandt økonomerne, der ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News havde ventet en stigning på 0,5 pct.
Endnu mere afgørende for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, er udviklingen i kerneinflationen i USA, og her var der fredag nyt om centralbankens foretrukne inflationsmål, kerneinflationsindikatoren PCE Core.
Den viste for december en prisstigningstakt på 2,8 pct., hvilket var helt som ventet blandt økonomerne og ligeledes samme niveau som måneden før.
Lidt senere på dagen viste indkøbschefernes aktivitetsindeks i Chicago-regionen, Chicago PMI, sig en smule dårligere end ventet i januar, hvor målingen viste 39,5.
Økonomerne havde ifølge estimater fra Bloomberg News ventet en stigning til 40,0 fra 36,9 i december.
.\\˙ MarketWire
Tags: Bonds❯ Market Close❯ USA❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1180
- næste ›