Torsdagens obligationer: Renterne kørte op efter stærke nøgletal fra USA

Udgivet den 17-10-2024  |  kl. 17:01  |  

En overraskende høj vækst i det amerikanske detailsalg og et fald i antallet af nytilmeldte ledige i USA understøttede torsdag renterne.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation steg 2 basispoint til 2,07 pct.

Stigningen faldt ellers sammen med en lempelse af pengepolitikken i Den Europæiske Centralbank, ECB, der skar 25 basispoint af indskudsrenten til 3,25 pct.

Det var dog helt som ventet i markedet, og da ECB-chef Christine Lagarde heller ikke sprællede ved den efterfølgende pressekonference, kunne handlerne i stedet vende opmærksomheden mod en større omgang amerikanske nøgletal.

Her blev der præsenteret en vækst i detailsalget på 0,4 pct. i september, hvor økonomerne ifølge Bloomberg News havde regnet med 0,3 pct.

Samtidig viste antallet af nytilmeldte ledige sig noget lavere end ventet. I sidste meldte 241.000 amerikanere sig nyledige, mens der var ventet 259.000 blandt økonomerne.

Også aktivitetsindekset fra Federal Reserve Bank of Philadelphia - også kendt som Philadelphia Fed-indekset - afspejlede, at den amerikanske økonomi trives. Indekset bedredes i oktober til 10,3 fra 1,7 mod ventet 3,0.

Fra eurozonen bød torsdagen på endelige inflationstal for september, der blev opgjort til 1,7 pct. mod 1,8 pct. i den foreløbige. Kerneinflationen var som ventet 2,7 pct.

.\\˙ MarketWire

Morten Frederik Heltoft

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯