Tryg Q2: Leverer vækst med hjælp fra færre skader og Alka-opkøb

Udgivet den 10-07-2019  |  kl. 08:58  |  

Færre skader og integrationen af det opkøbte selskab Alka har i andet kvartal bidraget til bedre end ventede resultater for Tryg.

Det viser onsdagens halvårsregnskab.

Samlet kan den danske forsikringskoncern fremvise bruttopræmieindtægter på 5451 mio. kr. mod 4571 mio. kr. i andet kvartal i fjor. Til sammenligning havde analytikerne ifølge Tryg ventet 5321 mio. kr.

Underliggende havde Tryg en vækst på toplinjen på 19,7 pct., mens væksten lyder på 5,9 pct., hvis Alka, der blev overtaget i november, regnes ud af ligningen.

- Vi ser fortsat en flot vækst for koncernen på 5,9 pct. primært drevet af Privat Danmark, der præsterer vækst for 16. kvartal i træk. Kundetilfredsheden er på sit højeste niveau, og kundernes fornyelse af forsikringer er rekordhøjt, siger Morten Hübbe, der er koncernchef i Tryg, i en kommentar til regnskabet.

Selve forsikringsdriften gav et overskud på 979 mio. kr., hvilket er en forbedring fra 846 mio. kr. i samme periode sidste år. Analytikerne havde til sammenligning ventet et forsikringsteknisk resultat på 967 mio. kr. i kvartalet.

- Vi leverer et tilfredsstillende forsikringsteknisk resultat, der ligger cirka 16 pct. højere end andet kvartal 2018, hvilket primært skyldes resultatet fra Alka, men også en solid udvikling i vores kerneforretning, siger Morten Hübbe.

Med til at hive det forsikringstekniske resultat op har også været et lidt lavere niveau af stor- og vejrskader sammenlignet med andet kvartal sidste år.

Combined ratio - der er et udtryk for erstatninger og omkostninger i forhold til præmieindtægterne - landede på 82,1. Her var konsensus en combined ratio på 81,8.

Investeringerne gav endvidere et resultat på 57 mio. kr. i andet kvartal. I samme periode sidste år var der et minus på 90 mio. kr. på den post.

Alt i alt kom Tryg ud af andet kvartal med et nettoresultat på 782 mio. kr., hvor der var ventet 758 mio. kr. af analytikerne efter et resultat på 568 mio. kr. i andet kvartal sidste år.

Sammen med regnskabet fastholder Tryg sine forventninger til 2020, hvor der fortsat er en målsætning om at opnå et forsikringsteknisk resultat på 3,3 mia. kr., en egenkapitalforrentning efter skat på minimum 21 pct., en combined ratio på maksimalt 86 pct. og en omkostningsprocent på omkring 14.

Tabel for Trygs regnskab for andet kvartal af 2019:

Mio. kr. Q2 2019 Q2 2019 (e) Q2 2018
Bruttopræmieindtægter 5451 5321 4571
Forsikringsteknisk resultat 979 967 846
Investeringsafkast 57 57 -90
Resultat før skat 979 977 735
Nettoresultat 782 758 568
Combined ratio 82,1 81,8 81,4
Udbytte (kr. per aktie) 1,70 1,70 1,65

(e) indsamlet af Tryg

/ritzau/FINANS

Dan Petersen

Tags:  Report❯  Shares❯  main text❯ 

Strategier du kan handle

Navn
 
+/-(%)
 
Tid

 
10,71%
 
16/09/19

 
9,80%
 
16/09/19

 
6,66%
 
16/09/19

 
3,72%
 
16/09/19

 
3,59%
 
16/09/19

Copytrading - kopier handler fra ovenstående strategier så de eksekveres live på din egen konto.
Læs mere her.

 

Seneste nyheder