TUI tager imod kurstæsk efter nyhed om stort aktiesalg
39,7 millioner.
Så mange aktier vil Monteray Enterprises skille sig af med i den tyske rejsekoncern TUI, og det bliver ikke positivt taget imod af investorerne.
Kort efter markedets åbning torsdag dykker TUI-aktien 5,5 pct. til 13 euro oven på nyheden. Salget svarer til 15,7 pct. af den udstedte aktiekapital i selskabet. Aktierne skal sælges til institutionelle investorer og tilbydes for en stykpris på 13,25 euro.
Når Monteray Enterprises, der er kontrolleret af en fond ejet af den norske rigmand John Fredriksen, har solgt aktierne, vil selskabet fortsat eje 4,4 pct. af aktiekapitalen.
Goldman Sachs skal stå for at placere aktierne.
- Monterays beslutning er i tråd med selskabets strategi om at fokusere på sin kerneforretning, fastslår TUIs bestyrelsesformand, Klaus Mangold, i en pressemeddelelse.
/ritzau/FINANS
Peder Top Poulsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk