Tyrkiet har lanceret sin første egenproducerede bil

Udgivet den 27-12-2019  |  kl. 20:13  |  

Tyrkiet er klar med sin første egenproducerede bil, som landets præsident, Tayyip Erdogan, ifølge nyhedsbureauet Reuters præsenterede fredag.

Der er tale om en elektrisk bil, og planen er en produktion på 175.000 biler om året i et projekt, der beregnes til at koste 3,7 mia. dollar.

Planerne om tyrkisk egenproduktion af biler blev formuleret af Erdogan i november 2017, og i 2018 dannedes det tyrkiske bilkonsortium TOGG af fem tyrkiske industriselskaber.

Ifølge Erdogan er målet at sælge bilen globalt med Europa som første marked.

Tyrkiet eksporterer allerede biler til Europa fremstillet på fabrikker ejet af Ford, Fiat Chrysler, Renault, Toyota og Huyndai.

/ritzau/FINANS

Henning Lars Nielsen