Uber køber konkurrent i Mellemøsten

Udgivet den 26-03-2019  |  kl. 08:40  |  

Amerikanske Uber har købt sin mellemøstlige konkurrent Careem Networks FZ for 3,1 mia. dollar, skriver Bloomberg News.

Uber vil betale Dubai-baserede Careem 1,4 mia. dollar i kontanter og yderligere 1,7 mia. dollar i konvertible obligationer, når handles afsluttes, oplyser de to selskaber i en meddelelse. Handlen forventes afsluttet i første kvartal af 2020.

Aftalen kommer, netop som San Francisco-baserede Uber forbereder sig på en ansøgning i april om at blive børsnoteret, skriver Bloomberg News på baggrund af kilder med "indsigt i sagen".

Købet af Careem ventes ikke at bremse Ubers indtog på børsen.

Opkøbet vil blive Ubers største og markerer første gang, hvor den amerikanske kørselstjeneste køber en af sine regionale konkurrenter. Uber har tidligere frasolgt mange internationale forretningsenheder i blandt andet Kina, Sydøstasien og Rusland.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder