Udstedelse af tegningsoptioner i Topdanmark

Udgivet den 02-01-2004  |  kl. 16:32  |  

Siden 1998 har Topdanmark haft et revolverende aktieoptionsprogram for bestyrelse, direktion og en række ledende medarbejdere. Til og med 2003 har programmet været baseret på købsoptioner, men som følge af ændringer i skattelovgivningen er programmet fra 2004 og frem baseret på tegningsoptioner.

For 2004 er der udstedt 235.000 aktieoptioner til direktion og en række ledende medarbejdere, fremgår det af en fondsbørsmeddelelse. Strikekursen på 349 er bestemt som 110 pct. af kursen på Topdanmark-aktien den 30. december 2003 (gennemsnit af alle handler), og tildelingen er baseret på egenbetaling.

Ud over det revolverende program er der for 2004 udstedt 40.000 aktieoptioner til en kreds af andre ledende medarbejdere, der har ydet en særlig indsats eller på anden måde bidraget ekstraordinært til værdiskabelsen i selskabet. Disse optioner tildeles vederlagsfrit.

Aktieoptionerne afdækkes ved hjælp af Topdanmark-aktier, som erhverves i markedet forud for udstedelsen af optionerne.

Optionerne kan tidligst udnyttes efter offentliggørelsen af årsresultatet for 2006 i 2007 og senest efter offentliggørelsen af årsresultatet for 2008 i 2009. I den mellemliggende periode kan optionerne udnyttes indtil tre bankdage efter Topdanmarks offentliggørelse af hel- og halvårsregnskaber samt kvartårsmeddelelser.

Omkostningen til udstedelse af tegningsoptionerne kan beregnes til 16 mio. kr. Omkostningen er opgjort ved hjælp af Black & Scholes-modellen under forudsætning af en aktiekurs på 317,62, en rente svarende til nulkuponrenten beregnet ud fra swapkurven den 30. december 2003, en fremtidig volatilitet på 26 pct. p.a., en selskabsskattesats på 30 pct. og et udnyttelsesmønster som ved Topdanmarks tidligere tildelinger af aktieoptioner.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder