UK: May åbner for ny folkeafstemning om brexit

Udgivet den 21-05-2019  |  kl. 19:01  |  

Storbritanniens premierminister, Theresa May, har tirsdag på et pressemøde fremlagt sit seneste - og efter alt at dømme sidste - bud på en britisk vej ud af EU.

Her åbnede May blandt andet op for en ny folkeafstemning om brexit.

Hvis aftalen bliver godkendt, skal de britiske parlamentsmedlemmer således stemme om, hvorvidt der skal holdes en ny folkeafstemning.

Først efter en sådan afstemning vil aftalen kunne blive ratificeret, siger May.

- Så til de parlamentsmedlemmer, der gerne vil have en ny folkeafstemning til at bekræfte aftalen: I har brug for en aftale, for at det kan ske, siger May.

Det fremgår ikke helt tydeligt af Mays udtalelser, hvad det britiske folk ved en eventuelt ny folkeafstemning kan stemme om.

Men det står klart, at en brexitaftale skal godkendes, før en ny folkeafstemning overhovedet kan komme på tale.

Det betragtes ifølge nyhedsbureauet Reuters som et forsøg på at lokke Labour-medlemmer til at stemme for aftalen. Det vil kunne give hende tiltrængt støtte, efter at flere konservative partifæller er gået imod hende.

Den mulige folkeafstemning ventes dog samtidig at skabe yderligere utilfredshed hos de britiske politikere, der går ind for brexit.

May vil fremlægge den fulde aftale "inden for de kommende dage".

Den netop fremlagte aftale er Mays fjerde bud på en brexitaftale. Tre andre er allerede blevet nedstemt i det britiske Underhus.

Og May erkender, at det er sidste udkald.

- Det her er sidste chance for at komme ud af den fastlåste situation, lyder det fra den konservative premierminister.

- Til alle parlamentsmedlemmer og alle partier siger jeg: Jeg er gået på kompromis, og nu beder jeg jer om at gå på kompromis, siger hun.

Ifølge Reuters ser det dog ud til at blive svært for May at få samlet tilstrækkelig støtte om den seneste skilsmisseaftale.

May indgik i november sidste år sin brexitaftale med EU.

Siden da har premierministeren kæmpet hårdt og forgæves for at få stemt aftalen igennem i det britiske Underhus.

Briterne skulle oprindeligt have forladt EU den 29. marts i år.

Den dato er foreløbigt blevet udskudt til senest 31. oktober.

/ritzau/Reuters

Ritzau

Seneste nyheder

13:56 Novo kan se potentiel konkurrent snuble oven på nye vægttabsdata
13:50 Europa/aktier: Toldbekymringer sender bilproducenter i bakgear
13:32 Amerikansk sportskæde løfter forventningerne
13:18 Best Buy sænker salgsforventninger efter skuffende kvartal
11:58 Obligationer/middag: Rolig rente i en urolig global nyhedsstrøm
11:45 Aktier/middag: Novo stryger til tops i surt indeks styret af Trumps toldtiltag
11:22 Dollar styrkes bredt oven på trusler fra toldglade Trump: Men euro går mod strømmen
11:15 Nissan trykkes af Trumps toldtrusler og fastholdte produktionsnedskæringer
10:40 Danske Bank før kapitalmarkedsdag hos Tryg: En sikker havn i en usikker verden
10:19 Europæiske bilaktier presses af Trumps toldtrusler
09:33 Britisk ISS-konkurrent skuffer på udsigter og manglende aktietilbagekøb
09:18 Aktier/åbning: Klart fald i C25 anført af Vestas og Ambu efter Trumps toldtrusler
08:58 Obligationer/åbning: Rolig rentestart på dag med forbrugertillid og rentereferat fra USA
07:59 ISS sikrer sig trecifret millionaftale med stor life science-virksomhed i Danmark
07:58 Asetek planlægger fortegningsemission efter respit hos kreditor
07:57 Aktier/tendens: Rød dansk aktiestart i vente efter Trumps toldtrusler
07:41 Elbilproducenten Rivian sendt op efter forlig med Tesla
07:08 Råvarer: Udsigt til våbenhvile mellem Israel og Hizbollah holder olieprisen i ave
06:56 Obligationer/tendens: Toldtrusler, forbrugertillid, Mellemøsten og rentereferat i fokus
06:42 Asien: Told og tariffer trækker tænder ud på asiatiske tigre