Ukrainske soldater lander i Kramatorsk

Udgivet den 15-04-2014  |  kl. 17:22  |  

Ukrainske soldater myldrer ud af to helikoptere, der er landet i den østlige by Kramatorsk, hvor pro-russere holder bygninger besat, oplyser øjenvidner.

Lige kort inden meddelte det ukrainske nyhedsbureau Interfax, at ukrainske styrker har iværksat en specialoperation mod de pro-russiske separatister i Kramatorsk.

Lokale journalister fortæller, at der kan høres skud i retning af byens militære flyplads.

Et kampfly har i lav højde fløjet over byen og forsøgt at lande, men det var ikke i stand til det, fordi separatister havde åbnet ild mod flyet, oplyser en journalist fra Espresso TV.

Nyhedsbureauet Reuters korrespondent i byen fortæller, at han først har set et kampfly over byen og siden fire helikoptere over flypladsen.

Forinden havde pro-russiske aktivister, som havde holdt byens politistation besat siden lørdag, forladt bygningen, men ifølge en embedsmand i Ukraines nationale sikkerhedstjeneste har separatisterne herefter besat sikkerhedstjenestens kontorer i byen.

Ukraine er på kanten af en borgerkrig, lyder det fra Ruslands premierminister, Dmitrij Medvedev.

- Jeg vil sige det kort: Ukraine er på kanten af en borgerkrig, og det er skræmmende, citeres han af russiske nyhedsbureauer for at sige.

Den britiske udenrigsminister, William Hague, mener, at skylden alene er Ruslands.

- I de seneste dage har Rusland helt bevidst skubbet Ukraine ud til kanten og skabt en stadig større risiko for en voldelig konfrontation, siger han.

Ukraines midlertidige præsident, Oleksandr Turtjynov, meddelte tirsdag morgen, at militæret har indledt den militær aktion mod de prorussisk militser i Kharkiv, Donetsk, Lugansk og andre byer i det østlige Ukraine.

- Målet med dette tiltag er at beskytte borgerne i Ukraine, sagde han.

/ritzau/Reuters

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk