Unge fastholdes i dyre sms-abonnementer
Børn og unge, der som bekendt er storforbrugere af sms'er, lokkes ofte i fælder, hvor de betaler dyrt for at modtage tjenester på mobilen.
De unge bliver fanget af tv-reklamer eller reklamer i aviser og blade, hvor de kan læse om smarte tjenester til deres mobiltelefoner som for eksempel vittigheder og horoskoper.
Når regninger for de ofte meget dyre tjenester begynder at strømme ind, er det noget nær umuligt at komme ud af abonnementerne igen. Det kan tage op til flere måneder.
Jurist og chefkonsulent i Forbrugerinformationen, Mette Reissmann, oplyser, at det er ulovligt at indgå aftaler, der er økonomisk bindende, med børn og unge under 18 år. Samtidig hæfter hun sig ved den ringe information, der er om, hvordan man framelder sig tjenesterne igen.
Oversvømmes man mod sin vilje af sms’er, skal man som udgangspunkt henvende sig til sit teleselskab.
/Netavisen Infopaq/