Unicredit øger igen ejerandelen i Commerzbank - men holder fast i Banco BPM-bud

Udgivet den 18-12-2024  |  kl. 09:04  |  

Italienske Unicredit har endnu en gang øget sin ejerandel i tyske Commerzbank, som italienerne flere gange har udtrykt interesse i at overtage.

Ejerandelen er ifølge Bloomberg News blevet skruet op til 28 pct. fra tidligere omtrent 21 pct.

Unicredit annoncerede første gang en større position i den tyske bank i september og byggede den derefter hurtigt op til 21 pct., hvilket skabte stor røre i Tyskland, hvor regeringen også med næb og kløer forsøgte at forsvare Commerzbank mod en "fjendtlig" overtagelse fra den italienske bank.

Men Unicredit har på nuværende tidspunkt heller ikke nogen interesse i en fjendtlig overtagelse. Banken ser i stedet andelen i Commerzbank som en investering.

I slutningen af november annoncerede Unicredit nemlig også et bud på den italienske kollega Banco BPM i sine bestræbelser på at vokse. Og det bud påvirkes ikke af, at Unicredit nu har øget ejerandelen i Commerzbank igen, oplyser banken ifølge Bloomberg News.

Buddet på Banco BPM skulle være på 10 mia. euro, der skal betales gennem udstedelse af nye aktier.

- Dette træk forstærker Unicredits synspunkt om, at der er betydelig værdi i Commerzbank, som har brug for at blive udkrystalliseret. Positionen forbliver på nuværende tidspunkt blot en investering og har ikke nogen effekt på det offentlige bud på Banco BPM, skriver Unicredit ifølge Bloomberg News i en meddelelse.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯