UPB går en smule tilbage

Udgivet den 27-08-2007  |  kl. 11:24  |  

UPB har fremlagt regnskab for 1. halvår 2007, hvori selskabet viser en mindre tilbagegang i resultatet før skat i forhold til samme periode sidste år.

Koncernens resultat før skat for den forløbne periode var 13 pct. lavere i forhold til samme periode 2006, og endte på 69 MYR i forhold til 80 MYR.

Nedgangen begrundes med lavere produktion af både rå palmeolie samt palmekerner, højere råvareomkostninger på raffinaderiet, samt stigende afgifter og lønudgifter.

- I løbet af 2007 er den malaysiske eksport blevet øget kraftigt på grund af den voksende efterspørgsel på palmeolie på verdensplan. Hovedårsagen til dette har været, at priserne på rå palmeolie har været konkurrencedygtige på det globale vegetabilske oliemarked som følge af den stigende efterspørgsel fra biobrændselsindustrien. Denne trend forventes at fortsætte året ud, oplyser selskabet.

UPB forventninger til koncernens resultat i år er, at selskabet forventer at 2007 bliver endnu et tilfredsstillende år.


/asb

Udgivet af: NPinvestordk