Uro i Mellemøsten bringer alternativ energi i fokus

Udgivet den 16-04-2002  |  kl. 13:53  |  

Den stigende uro i Mellemøsten, som medfører stigende oliepriser, øger fokus på alternativ energi, fremhæver BankInvest.

Der er mange grunde til at alternativ energi er en interessant investeringsmulighed. Verdenens stigende efterspørgsel på energi betyder, at alternative energikilder vil udgøre en stadig større andel af den samlede kapacitet i energiproduktionen. Moderne højteknologi har rejst et krav om større udvindingsgrad og stabilitet i energiforsyningen. Men også andre faktorer påvirker efterspørgslen efter alternativ energi.

Tiltagende uro i Mellemøsten er medvirkende til at skabe et øget fokus på alternative energikilder. Følgende forhold har i den seneste måned skabt en fornyet interesse for alternativ energi: 1) De politiske sammenstød mellem vestlige og arabiske lande har genoplivet debatten omkring Europas og USAs afhængighed af olie fra Mellemøsten. 2) Frygten for en eskalering af urolighederne i Israel samt en eventuel amerikansk invasion af Irak har sendt olieprisen til det højeste niveau i over et halvt år.

Det er uheldigt, at ulykkelige begivenheder i Mellemøsten skal være medvirkende til at skabe interesse for alternativ energi, men situationen og konsekvenserne er blot med til at bekræfte BankInvest i, at alternativ energi på sigt bliver mere og mere dominerende i den samlede energiproduktion.

Den tiltagende uro i Mellemøsten og frygten for en amerikansk invasion af Irak har sendt olieprisen 40 pct. op siden nytår. En stigende oliepris er positivt for alternative energikilder, da disse således bliver mere rentable og konkurrencedygtige i forhold til traditionelle energikilder.

Alternative energikilder har mange fordele fremfor traditionelle energikilder, men hovedparten af de alternative energikilder er fortsat mere omkostningskrævende end de traditionelle. Men når energipriserne stiger, bliver den alternative energi pludseligt et langt mere attraktivt alternativ til den traditionelle energi.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder