US: Aktierne tog en pause efter 4 dages konstante stigninger
Dårligere end ventede økonomiske nøgletal sammen med blandede regnskaber, gav torsdag de amerikanske investorer grund til at sælge ud af de deres aktier og tage profitten for de seneste dages konstante stigninger. Med et tab på 3,31 pct. til indeks 845,14 endte S&P 500 indekset fire dage med flotte stigninger, der på trods af dagens fald, har bragt indekset op med sammenlagt 1,6 pct. i denne uge. Samme historie gør sig gældende for Nasdaq og Dow Jones indekset, der i torsdagens handel tabte henholdsvis 3,24 pct. og 2,7 pct., til indeks 1507,84 og indeks 8149,01.
Det lagde tidligt en dæmper på investorernes humør, da antallet af nye ordrer for varige goder i december viste sig at være faldet 2,6 pct., hvilket var mere end ventet, og signalerer at recessionen langt fra er ovre. Faldet i december måned er det femte fald i træk.
Også antallet af nye hussalg skuffede markedet med et fald på 15 pct. i december måned i forhold til måneden før. Efterspørgslen på nye huse er fortsat lav, eftersom flere og flere amerikanere fortsat mister deres job, hvilket ligeledes fremgik af torsdagens jobtal, som viste at 588.000 personer i sidste uge meldte sig i arbejdsløshedskøen, hvilket bringer antallet op på 4,78 millioner personer, det højeste niveau i 40 år.
Ifølge den amerikanske avis The Wall Street Journal har de amerikanske politikere, i et forsøg på at imødegå de dårlige nøgletal, netop vedtaget en økonomisk hjælpepakke på 819 milliarder USD. Ifølge avisen har politikerne samtidig diskuteret en anden hjælpepakke på mellem 1000-2000 milliarder USD til at hjælpe de amerikanske banker på højkant igen.
Apropos banker og finanssektoren, faldt den amerikanske finanssektor torsdag 8,4 pct. Faldende var generelt spredt over hele sektoren, men hårdest ramt var dog forsikringsfirmaerne, efter at forsikringsfirmaet AllState missede deres indtjeningsforventninger og faldt 30 pct.
På regnskabsfronten var der torsdag regnskabsaflæggelse fra bl.a. teknologifirmaet 3M (MMM 56,41 +1,01USD), der overraskede investorerne positivt, på trods af en nedjustering af fremtidsudsigterne for 2009. 3M steg som et af de eneste selskaber i Dow Jones indekset , og endte dagen med en pæn stigning på 2 pct.
En anden teknologigigant Qualcomm (QCOM 34.55, -2.27) missede torsdag deres regnskab, mens Ford (F 1.95, -0.08) kunne rapportere om tab, som forventet. Novo Nordisk konkurrenten Eli Lilly (LLY 37.97, -1.12) slog derimod investorernes forventninger.
Med så blandede regnskaber, dårlige nøgletal og 4 dage med konstante stigninger, var aktierne torsdag forvist til at falde. Alle ti sektorer endte dagen med tab.
Fredag vil investorerne i høj grad være koncentreret om regnskabet fra verdens største olieproducent Exxon Mobile, der aflægges før markedets åbning. Exxon faldt torsdag 2,84 pct. forud for regnskabet i morgen.
Af: Marc A. Rasmussen
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1188
- næste ›