USA/åbning: Øget usikkerhed sætter Prop i fremgang - Uber bakker

Udgivet den 07-11-2023  |  kl. 15:41  |  

Der er nok af sorte skyer i horisonten for de finansielle aktører - og hvor håbet om et stop for flere rentestigninger ellers levede i bedste velgående, er det nu bekymringer om en for svag vækst, der fylder.

- Snakken om potentielt højere renter, voksende tegn på en aftagende global økonomi og de stigende odds på recession giver ikke en lys udsigt for aktierne, siger Ipek Ozkardeskaya, senioranalytiker hos Swissquote Bank, til Reuters.

- Sæsonmæssigt er november og december kendt for at være gode måneder for S&P500-aktierne. Men i år er billedet overskygget af en masse svag prognoser og advarsler for omsætningen, siger hun.

De ledende indeks på Wall Street afspejler da også analytikerens ord: S&P 500-indekset og Dow Jones falder begge 0,1 pct. i den indledende handel, mens Nasdaq stiger 0,1 pct.

Dermed ser det ud til, at der til dels er sat prop i seks handelsdage med fremgang efter mandagens plusser mellem 0,1-0,3 pct.

Friske data på den kinesiske eksport viser et fald i et hurtigere tempo end ventet i oktober, da verdens næststørste økonomi for alvor er ramt af en vaklende global efterspørgsel og et trægt indenlandsk opsving. Oven i faldt den tyske industriproduktion mere end ventet i september, hvilket signalerer, at Europas største økonomi kæmper for at komme ud af en afmatning.

Mens det kniber med store vigtige nøgletal i denne uge, er fokus rettet mod en række taler fra Federal Reserves rentekomité, hvor centralbankchef Jerome Powell især er i fokus.

Inden da har Neel Kashkari, direktør for centralbankens afdeling i Minneapolis, været fremme med en løftet pegefinger:

- Vi er nødt til at få inflationen tilbage til 2 pct. i en rimelig periode, siger Kashkari ifølge Bloomberg News.

- I sidste ende vil økonomien fortælle os, hvor meget der skal til for at nå dertil. Og jeg ved det bare ikke, fortsætter han.

UBER FALDER TRODS BEDRE END VENTET KVARTAL

Kørselsplatformen Uber overrasker med flere bruttobookinger og driftsindtjeningen både for det overståede tredje kvartal samt for prognosen for det igangværende fjerde kvartal.

Uber venter i fjerde kvartal bruttobookinger i niveauet 36,5 til 37,5 mia. dollar, hvor analytikerne ifølge Bloomberg News havde ventet 36,34 mia. dollar.

Samtidig venter kørselsplatformen et justeret driftsoverskud før af- og nedskrivninger, EBITDA, på 1,1/8-1,24 mia. dollar mod ventet 1,15 mia. dollar.

Aktien falder 1,2 pct. i den indledende handel.

Biomarin Pharmaceuticals stiger 9,5 pct., efter at den amerikanske aktivistinvestor Elliott Investment Management har opbygget en aktiepost i det amerikanske medicinalselskab.

Yderligere har hedgefonden i flere måneder også været i forhandlinger med selskabet om dets fremtid, siger personer med kendskab til sagen ifølge Reuters.

FREMGANG TIL FLAVORS & FRAGRANCES

Ingrediens- og biotekselskabet Flavors & Fragrances ligger dagen ud med et plus på 6,0 pct., efter selskabet har meldt ud om en driftsindtjening i den øvre ende af det udmeldte interval.

Selskabet fastholder i regnskabet sine forventninger om et salg i 2023 på 11,3-11,6 mia. dollar og et driftsoverskud, justeret EBITDA, på 1,85-2,00 mia. dollar. Men nu dog i den højere ende af indtjeningsintervallet på grund af "favorable priser" og "forbedre produktivitet".

WEWORK I KREDITORLY

Wework, som udbyder kontorfællesskaber i en stor del af verden, søgte mandag om konkursbeskyttelse, og trækket ses ifølge Reuters som en form for erkendelse af, at selskabet ikke kan overleve, medmindre det lykkes at genforhandle selskabets dyre lejekontrakter i en konkursbehandling.

Kontorfællesskabet blev børsnoteret i 2021, men siden da er værdien af dets aktier faldet med 98 pct.

Aktien i selskabet er sidst handlet fredag, hvor den faldt 24,7 pct. til 0,8355 dollar.

.\\˙ MarketWire

Charlotte Mackeprang

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder