USA/åbning: Apple løftes og Microsoft under pres
De amerikanske aktiemarkeder åbner fredag med små stigninger efter S&P 500-indekset torsdag nåede alle tiders højeste niveau og forud for taler fra nogle centralbankmedlemmer, hvor James Bullard allerede har været i ilden med kommentaren om, at han forventer en lille nedtrapning af obligationsopkøbsprogrammet i oktober. Apple kommer godt fra start efter frigivelsen af de nye iPhones og Microsoft falder efter torsdagens analytikermøde.
Dow Jones-indekset stiger 0,04 pct. til 15.643 og S&P 500-indekset løftes 0,1 pct. til 1724. Det teknologitunge Nasdaq-indeks åbner 0,1 pct. højere i 3795.
Apple åbner 1,3 pct. højere i 478,34 dollar efter den amerikanske teknologigigant i dag frigiver de to nye iPhones, 5S og 5C, i Hong Kong, Singapore, Tyskland, Frankrig, Storbritannien og USA, hvor der i flere storbyer meldes om lange køer. Analytiker Gene Munster fra finanshuset Piper Jaffray forventer, at Apple vil sælge op til 6 mio. iPhones i løbet af den første weekend, selv hvis selskabet ikke har nok iPhone 5S tilgængelig, idet han pointerer, at den nye fingeraftryksaflæsningsteknologi er sværere at fremstille.
Den amerikanske IT-gigant Microsoft, der tidligere primært var en softwareproducent, men sidenhen selv er begyndt at producere hardware, var torsdag aften aktuel med et investor- og analytikermøde, og her slog selskabets afgående topchef Steve Ballmer fast, at Microsoft skal kæmpe for at fastholde relevansen af den personlige computer. Microsoft falder 1,7 pct. til 33,08 dollar.
Caterpillar falder 0,7 pct. til 87,18 dollar. Detailsalget af maskiner hos den amerikanske entreprenørmaskinproducent, som henter store dele af salget hos minesektoren og byggebranchen, viste i de tre måneder til og med august (rolling period) et globalt fald på 10 pct. i forhold til samme periode året forinden. Faldet er dermed større end faldet på 9 pct. for de tre måneder til og med juli.
Facebook løftes 0,3 pct. til 46,11 dollar. Finanshuset Cowen har løftet anbefalingen på Facebook-aktien til outperform fra market perform, mens kursmålet hæves til 53 dollar fra tidligere 29 dollar. Finanshuset vurderer, at Facebooks stærke investeringsafkast, der var en vigtig drivkraft i regnskabet for andet kvartal, er bæredygtig. Yderligere har finanshuset løftet estimatet for reklameindtægterne efter højere indtægter fra reklamer til mobiler og efter video til Instragram.
Mosaic stiger 1,1 pct. til 45,22 dollar efter finanshuset Societe Generale ser 90 procents sandsynlighed for at minegiganten BHP Billiton vil købe den amerikanske gødningsproducent for 55,20 dollar per aktie, hvilket er en præmie på cirka 22 pct.
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1181
- næste ›