USA/åbning: Nasdaq og chipaktier får klø i rød åbning efter rekorduge

Udgivet den 25-03-2024  |  kl. 14:40  |  

Gassen er gået af ballonen på det amerikanske marked mandag, de tre ledende indeks lægger ud i rødt efter negativt nyt fra Kina, der særligt rammer chipaktier.

Værst går det dermed for det teknologitunge Nasdag-indeks, der falder 0,6 pct. fra rekordniveauet fredag.

Hertil falder S&P 500-indekset med 0,3 pct., og Dow Jones taber 0,2 pct., efter at de begge slog rekord torsdag, men dykkede fredag.

Ifølge Bloomberg News byder ugen på en afventende stemning frem mod fredag, hvor ugens vigtigste nøgletal lander i form af PCE-kerneprisdeflatoren i USA, der er den amerikanske centralbanks foretrukne inflationsmål.

Investorerne føler sig efterhånden ret sikre på, at renterne vil blive sænket i løbet af i år - ikke mindst efter bekræftende ord fra centralbankchef Jerome Powell i sidste uge - men bekymringerne begynder også at lure oven på den seneste tids solide stigninger. Derfor spejder handlerne nu efter flere tegn på, at det skal fortsætte med at gå godt, og at der ikke er tale om en boble, der kan briste.

- Når de opadgående katalysatorer bliver mere sjældne, og værdiansættelserne er høje, bliver risici mere synlig, siger Jeanne Asseraf-Bitton, chef for research og Strategi, hos BFT IM, ifølge Bloomberg News.

- De kommende uger bliver komplicerede, lyder det videre.

Det teknologitunge Nasdaq-indeks steg fredag 0,2 pct., hvor S&P 500-indekset faldt 0,1 pct. og Dow Jones-indekset blev sendt ned med 0,8 pct.

CHIPS FÅR SKIDT KINESISK NYT

Chips fra de amerikanske producenter Intel og AMD vil blive holdt ude fra den kinesiske regerings computerudstyr som PC'er og servere.

Det skriver Financial Times.

Aktierne bakker ved åbningen, hvor AMD falder 3,7 pct., Intel falder 3,5 pct., og Nvidia dykker begrænset med 0,1 pct.

Tiltaget udspringer af retningslinjer, der blev meddelt i slutningen af sidste år om, at regeringsinstanser skal købe "sikre og pålidelige" processorer og operativsystemer.

Kina har i sine retningslinjer godkendt 18 processorer, der enten stammer fra Huawei eller det statsstøttede selskab Phytium - begge kinesiske selskaber.

De nye regler har også til hensigt at begrænse brugen af Microsoft Windows samt udenlandsk databasesoftware.

Tiltaget er et modsvar til amerikanske eksportrestriktioner mod Kina. USA har forbudt Nvidia og AMD at eksportere avancerede computerchips - heriblandt AI-chips - samt relevant udstyr til Kina.

BOEING-TOPCHEF FRATRÆDER

Boeings administrerende direktør, Dave Calhoun, vil fratræde sin toppost med udgangen af 2024. Det oplyser han ifølge Bloomberg News.

Også Stan Deal, der er topchef i datterselskabet Boeing Commercial Airplanes, vil fratræde sin stilling. Desuden meddeler formand Larry Kellner, at han ikke ønsker at genopstille. Afløseren er fundet.

Meldinger følger flere måneder med udfordringer for Boeing, der har været ramt af flere hændelser, der har skabt tvivl om sikkerheden. Heriblandt fløj et dørpanel fra et Boeing-fly ejet af Alaska Air af, mens flyet var i luften.

Aktien stiger 2,4 pct. ved åbning.

VEDTAGER FINANSIERINGSPAKKE

Fra USA er det også værd at bemærke, at det amerikanske senat lørdag har vedtaget en finansieringspakke på 1,2 billioner dollar - eller 1200 mia. dollar - og dermed afværget en delvis nedlukning af de statslige institutioner.

Beløbet svarer til cirka 8270 mia. kr.

Aftalen blev vedtaget med 74 stemmer for og 24 imod, skriver Reuters.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯ 

Seneste nyheder

18:04 USA/middag: Teknologikæmper fører an i aktiecomeback
17:55 Europa/lukning: Bil- og luksusaktier under pres i rød handel
17:17 Japansk bejler til US Steel vil trække USA i retten efter opkøbsblokering
17:10 Fredagens obligationer: Renten kravlede op efter tyske og amerikanske nøgletal
17:10 Fredagens aktier: Ørsted atter i hopla minimerede fald i C25-indekset
16:27 Carlsberg og Unibrew presses af forslag om skiltning med kræftrisiko på alkohol i USA
15:49 USA/åbning: US Steel får klø efter blokeret salg i ellers grøn åbning
15:22 Biden blokerer for salg af amerikansk stålproducent til Japan
14:59 Rivian belønnes for produktion over forventning i fjerde kvartal
14:57 USA/tendens: US Steel står til kurssmæk efter blokeret salg i ellers ventet grøn åbning
14:51 Demant og GN slår bak efter opkøb fra optikerkæde: Sydbank undrer sig over sammenhæng
14:50 Biden blokerer for salg af amerikansk stålproducent til Japan
14:49 Demant og GN slår bak efter opkøb fra optikerkæde: Sydbank undrer sig over sammenhæng
14:22 Finsk domstol afviser at frigive tankskib i sag om kabelbrud
14:11 Tørlastindeks stiger for femte dag i træk
13:35 Globale fødevarepriser faldt en smule i 2024
13:11 Europa/aktier: Bilaktier i bunden af lettere negativt marked efter tilskudsændringer i USA
12:55 Fransk brillegigant køber AI-selskab med fokus på lyd
12:04 Teslas leverancer fra Shanghai falder for første gang nogensinde
11:59 Obligationer/middag: Renten kravler en smule op på ellers rolig fredag