USA/åbning: Negativ start trods opløftende handlesnyt

Udgivet den 10-12-2019  |  kl. 15:47  |  

Opløftende nyt fra handelsforhandlingerne mellem Kina og USA kort før åbningen af de amerikanske aktiemarkeder tirsdag eftermiddag trak markedsstemningen lidt væk fra den negative retning, og udsigten til en rød start på handelsdagen indikeret af handlen med futures for de tre store amerikanske aktieindeks blev i den sidste time mildnet.

Men kort efter åbningen af aktiehandlen i New York ses fortsat minusser - på 0,2-0,3 pct. for de tre indeks - det brede S&P 500, det teknologidominerede Nasdag og de tunge aktier i Dow Jones.

Handlerne har fra ugens start været nervøse ved udviklingen i forhandlingerne og risikoen for, at nye amerikanske afgifter på kinesisk eksport skal træde i kraft i weekenden, hvis ikke en delvis handelsaftale mellem de to store økonomier hindrer det. Og fraværet af konkrete positive udtalelser kostede mandag en tilbagegang for de tre indeks på 0,3-0,4 pct. efter tre dage med fremgang i sidste uge.

STIGNING EFTER KONKURRENTNYT

Selskabsspecifikt har medicinalkæmpen Eli Lilly har fået nyt fra den franske konkurrent Sanofi, der tirsdag holder kapitalmarkedsdag i Massachusetts, hvor det oplyses, at Sanofis nye strategi ikke giver plads til udvikling af nye produkter til behandling af diabetes. Det er et område, hvor Eli Lilly, Sanofi og danske Novo Nordisk ligger i indbyrdes hård konkurrence.

Eli Lillys aktie stiger 0,1 pct. i den indledende aktiehandel.

Bilreservedelsforhandler Autozone har før åbningen leveret et bedre end ventet regnskab for det forskudte første kvartal, hvor både salgsvæksten, indtjeningen og bruttomarginalen overrasker positivt. Den sammenlignelige salgsvækst er i kvartalet øget til 3,4 pct. fra 2,7 pct. i samme kvartal året forinden. Det er over analytikerkonsensus på 2,6 pct. Bruttomarginalen er fastholdt på 53,7 pct., hvilket også overrasker positivt i forhold til analytikernes forventning på 53,5 pct. Indtjeningen per aktie er øget til 14,30 dollar fra 13,47 dollar sammenlignet med analytikerkonsensus på 13,78 dollar per aktie.

Aktien ligge 6,4 pct. kort efter handelsstart.

OPKØBSMULIGHED OG REGNSKAB

Der er også rampelys til Nortonlifelock, som leverer it-sikkerhedssoftware, og som ifølge Bloomberg News er genstand for interesse fra en håndfuld selskaber. Deriblandt konkurrenten McAfee. Interessen løfter kort efter åbningen aktien i Nortonlifelock 3,9 pct.

Stitch Fix stiger 7,8 pct. i formarkedet, efter at online-beklædningsforhandleren har leveret positivt overraskende regnskabstal for sit første kvartal. Det viser en fremgang i nettoomsætningen på 21 pct. på årsbasis til 445 mio. dollar sammenlignet med analytikernes forventninger om en omsætning på 441 mio. dollar.

Efterfølgende har børshuset Stifel opjusteret sit kursmål for aktien til 32 dollar fra 28 dollar.

Omvendt har Needham nedgraderet sin anbefaling af streaminggiganten Netflix til "underperfom", og kort efter åbningen falder aktien 2,0 pct.

DERTIL LIDT MAKRONYT

Ud over de overskuelige selskabsspecifikke nyheder og udviklingen i handelsforhandlingerne kan markedet også se frem mod de kommende dages rentemøder i både Den Europæiske Centralbank og den amerikanske, Federal Reserve.

Ikke fordi der ventes ændring af rentesatserne i forlængelse af de to møder, men i håb om signaler om eventuelle yderligere lempelser i pengepolitikken på begge sider af Atlanten i det kommende år.

Op til åbningen har markedet fået optimistisk nyt fra NFIB-indekset, som måler stemningen blandt de mindre erhvervsdrivende i USA. Indekset steg i november 2,3 point til 104,7, hvor der ifølge Blommeberg News var ventet en stigning til 103. Dermed nåede indekset sit højeste niveau i fire måneder.

/ritzau/FINANS

Henning Lars Nielsen

Tags:  Market Open❯  Shares❯  USA❯ 

Relaterede nyheder