USA/åbning: S&P 500 stryger straks fra start over 5000-milepælen
Det amerikanske aktiemarked har lagt positivt ud fredag, hvor S&P 500-indekset umiddelbart har krydset op over 5000-mærket og efter fem minutters handel ligger 0,2 pct. højere i 5005,75.
Dermed fortsætter rekordkursen efter torsdagens lukning i 4997,91, som var årets niende lukkerekord for indekset.
Dow Jones-indekset har startede fredag ud næsten uændret, mens Nasdaq-indekset kort efter åbningen ligger 0,3 pct. højere i 15.836,28.
Før åbningen var der fokus på en rapport fra de amerikanske myndigheder om revisioner af de seneste forbrugerpristal.
Sidste år blev inflationen revideret mærkbart op i selvsamme rapport, men det skete ikke denne gang, da kerneinflationen for fjerde kvartal blev fastholdt på 3,3 pct. opgjort annualiseret.
Selskabsspecifikt er der fokus på PepsiCo, der efter sit regnskab for fjerde kvartal er åbnet 2,2 pct. lavere. Særligt prognosen for 2024 skuffer markedet.
I år venter læskedrikselskabet en organisk vækst i omsætningen på mindst 4 pct., hvilket skal måles op imod analytikernes forventninger ifølge Bloomberg News på 5,2 pct.
Endnu værre går det dog for aktien i det sociale medie Pinterest, som har startet dagen ud med et fald på 8,8 pct. efter et skuffende regnskab for fjerde kvartal torsdag aften.
Omsætningen voksede ellers med 12 pct. i perioden til 981 mio. dollar, men det var mod ventede 990 mio. dollar. Prognosen for salget i første kvartal, hvor det venter et salg på 690-705 mio. dollar, skuffer også en smule.
På den positive side var driftsresultatet, målt på justeret EBITDA, bedre end ventet på 365 mio. dollar. Her var ventet 358 mio. dollar af analytikerne.
Helt anderledes er reaktionen på regnskabet fra softwareselskabet Cloudfare, der i den indledende handel tordner i vejret med 19 pct. efter tal for fjerde kvartal, som analytikerne hos storbanken Morgan Stanley betegner som "meget bedre end ventet".
.\\˙ MarketWire
Tags: Market Open❯ Shares❯ USA❯